Alle skal opruste i slaget mod superbakterierne

Prognosen lyder, at 10 millioner mennesker i år 2050 vil dø af bakterieinfektioner. På sygehusene har man for alvor taget kampen op mod superbakterierne, og farmakonomer er med i frontlinjen.

Når farmakonom Mette Mogensen, der arbejder i Apoteksenhed Nord i Hillerød, laver medicinservice og management (dispensering og administration af medicin til patienter, red.) på en af Nordsjællands Hospitals afdelinger, slår hun bremserne i, hvis hun for eksempel spotter, at en patient får flere forskellige typer antibiotika. Hun slår op i Sundhedsplatformen for at se det forløb, der er gået forud. Og er der sket en fejl, slår hun alarm.

– Enten spørger jeg farmaceuten i mit managementteam, om det virkelig kan være rigtigt, eller også bringer jeg min undren direkte videre til lægen. På den måde fanger jeg uhensigtsmæssig brug af antibiotika, forklarer hun.

Mette Mogensens undren vokser ud af det, hun for tre år siden lærte om overforbrug af antibiotika og bakteriers udvikling af resistens mod lægemidler. For faktum er, at der allerede i dag er flere europæere, der dør af resistente bakterier, end der dør i trafikken, og at eksperter spår problemet til at blive en større trussel mod menneskeheden end klimaforandringer og cancer – på grund af årtiers globalt overforbrug af antibiotika.

 

Antibiotika ud af medicinrummene
Den viden fik Mette Mogensen og hendes kolleger i forbindelse med, at Nordsjællands Hospital for tre år siden søsatte en vidtgående indsats mod antibiotikaresistens. I den forbindelse aflagde overlæge Magnus Arpi fra Klinisk Mikrobiologisk Afdeling ved Herlev og Gentofte Hospital nemlig besøg for at undervise hospitals- og sygehusapotekspersonalet i den mest hensigtsmæssige brug
af antibiotika.

Han er, hvad man kan kalde en first-mover inden for området herhjemme. For efter et voldsomt udbrud af den farlige tarmbakterie Clostridium difficile 027 i 2009-2010 på særligt Herlev og Gentofte Hospital, samlede han hele hospitalet – fra direktion, overlæger og sygeplejersker til mikrobiologer, farmaceuter og farmakonomer – om en radikal anderledes måde at behandle bakterier med
antibiotika på.

 

 

 

 

 

Læs resten af temaet om farmakonomer og andre faggruppers kamp mod antibiotikaresistens i Farmakonomen 1, som du finder her.