nyheds banner

Det er godt at være nysgerrig

På årets Lederforum blev der sat fokus på arbejdsmiljø og arbejdsglæde. For Mette Olesen Nørgaard ramte det plet i forhold til, hvad hun har fokus på.

Hun er leder på Fjerritslev Apotek og har været med til Lederforum stort set hvert år, siden hun blev leder i 2012. Hun prioriterer Farmakonomforeningens lederaktiviteter højt. For som hun siger:

- Jeg får altid noget nyt med hjem - eller en bekræftelse af at jeg er på ret spor med dét, jeg allerede gør. Det er nogle gode arrangementer, fordi jeg får input fra nogle virkeligt spændende mennesker, som jeg ellers ikke ville have hørt.

Fokus på arbejdsmiljø
Lederforum var delt i to dele. Anna Mathiesen fra arbejdsmiljørådgiverne i CRECEA stod for formiddagen, hvor hun satte fokus på arbejdsmiljøet. Mette Olesen Nørgaard er i sin ledelse meget optaget af at eventuelle  problemer skal adresseres med det samme – også når det kan være ubehageligt.

- Det er min opgave som leder at spotte den slags. Og der tør jeg godt gå hen og tage kontakten, også selvom det måske har noget med mig at gøre. Det er vigtigt for mig, at mine medarbejdere kan have tillid til mig, og det er lettere, når vi får talt om tingene.

På dagen præsenterede Anna Mathiasen deltagerne for prioriteringspyramiden, der som Maslows behovspyramide arbejder med et fundament af opgaver, der ikke kan fravælges og ovenpå dem, opgaver, der er andet fravalg, og øverst de opgaver der er første fravalg.

For Mette Olesen Nørgaard var det en god måde at opstille tingene på, for det kan gøre det lettere at tage en prioriteringssnak med medarbejderne. På den måde kan de få klar besked om, hvilke opgaver der lige nu skal vægtes. 

- Når man tager prioriteringssnakken, så bliver medarbejderne hørt, samtidig med at jeg som leder kan være tydelig. Jeg er stor tilhænger af, at man kan tale om alt – og af at ting har godt af at blive italesat.

- Jeg gør også meget ud af at rose mine medarbejder, fortsætter hun.

- Det er vigtigt for mig at vise min anerkendelse, og jeg kan jo se, at de bliver glade. Hvem vil ikke også gerne have anerkendelse for sit arbejde? Det tror jeg, vi alle gerne vil.


Arbejdsglæde gennem nysgerrighed
Om eftermiddagen stod Lederforum i arbejdsglædens tegn. Her var det foredragsholder Tommy Krabbe, der stod for oplæg (og underholdning) med budskabet: Nysgerrighed er svaret!

Der var stof til eftertanke for Mette Nørgaard Olesen i forhold til, at der er ting, hun selv kan gøre mere af. På dagens første del talte Anna Mathiasen fra CRECEA nemlig om ledelsesteam.

 - I Fjerritslev er vi en filial af Thisted Svane Apotek.  Vi gør meget ud af at tale sammen, og det er vigtigt, for der er 42 km imellem os. Her talte Anna Mathiasen om, at hvis vi er to mennesker, der står og ser i det samme spejl, så behøver vi ikke nødvendigvis at se det samme. Derfor er det vigtigt, at man prøver at se tingene med andres øjne. Det passer med Tommy Krabbes tanker om nysgerrighed. Vi skal være nysgerrige på hinanden, så det ikke bliver til et ”dem” og ”os”. Det kan være sådan noget helt lavpraktisk som, hvornår på dagen det passer ind hos vores kolleger, at vi ringer. Hvad passer i deres rytme, og med hvornår de typisk har travlt? Ellers kan man jo godt blive irriterede på hinanden, hvis de andre altid ringer, når der er allermest travlt.

Og så fik Lederforum sået en tanke i Mette Olesen Nørgaards hoved. For hun kan faktisk blive bedre til også at tage samtalerne med apotekeren. Det gik op for hende, at det kunne være rigtig godt at få sat i system. For hvis tingene overordnet går fint nok, så kan det med at tjekke ind med hinanden let glide ud i en travl hverdag.

- Jeg har allerede haft en snak med min apoteker. Jeg er typen, der handler på den slags input og tanker, siger hun med et stort grin.

Som leder kan du i Farmakonomforeningen få sparring og rådgivning hos de faglige konsulenter vedrørende løn, overenskomst og arbejdsmiljø.

Det er vigtigt for Farmakonomforeningen, at ledermedlemmer får input i forhold til den del af deres faglighed, der har med ledelse at gøre. Derfor bliver der hvert år holdt Lederforum, og Farmakonomforeningen opretter også ledernetværk og udsender nyhedsbreve til ledermedlemmer. Du kan læse mere om Farmakonomforeningens tilbud til ledermedlemmer her.