nyheds banner

”Det var fantastisk at mærke opbakningen fra alle de andre!”

På elevweekenden i marts bliver der holdt DM i rådgivning for elever. Det er en stor oplevelse at være med, og det kan varmt anbefales, lyder fra sidste års vinder, Sabrina Nilsson.

Sabrina Nilsson er til daglig farmakonomelev på København Sønderbro Apotek. I marts sidste år vandt hun i DM i rådgivning for elever på Farmakonomforeningens elevweekend.

Hun stillede op, fordi det er sundt at udfordre sig selv:

- Da jeg så de andre stille op året forinden, tænkte jeg, at det ville være en sjov udfordring. Og så sprang jeg faktisk bare ud i det og tilmeldte mig.

Stort publikum – og kæmpe opbakning
Ved DM i rådgivning for elever bliver deltagerne én for én lukket ind i den store sal, hvor størstedelen af elevweekenden finder sted. Når de er kommet op på scenen, står de i en skrankesituation med en kunde, der skal have rådgivning. Men i stedet for diskretionslinjer er der er et publikum på omkring 200. Lige inden det blev Sabrinas tur til at gå ind i salen, var hun naturligt nok også lidt  nervøs og hun stoppede op og tog en dyb indånding, inden hun gik ind.

Sabrina Nilsson fortæller:

- Selvfølgelig var jeg lidt nervøs op til, men ligeså snart jeg stod der, havde jeg fuldt fokus på kunden, ligesom man har i skranken på apoteket, og så forsvandt nerverne faktisk.

Samtidig var opbakningen fra alle tilskuerne enorm, for man bliver præsenteret og går ind under klapsalver.

- Det var virkelig overvældende!

God forberedelse til eksamen – og inspiration til skrankearbejdet
En anden positiv effekt ved at deltage var, hvor meget det efterfølgende motiverede hende i skranken i det daglige. Og så fungerede det som god eksamenstræning.

- Det var også en virkelig god træning til min rådgivning 1 eksamen, som var lige rundt om hjørnet, og det gjorde mig faktisk mere rolig i forhold til eksamenssituationen.

Har du blod på tanden? Så meld dig som deltager!
Sabrina Nilsson kan varmt anbefale andre at deltage:

- Udover at det er god træning, så er det virkelig også en sjov oplevelse, hvor man mærker den skønneste opbakning fra alle – det er en oplevelse, som jeg bestemt ikke ville være foruden!

Hvis du deltager på elevweekenden, kan du tilmelde dig DM i rådgivning for elever ved at sende en mail til Ann Moon Raagaard på amr@farmakonom.dk.