Historien

Historien om Farmakonomforeningen er fortællingen om en stædig kvinde, der satte sig et mål. Og om en lille kvindeorganisation, der måtte vente 21 år på en overenskomst med Danmarks Apotekerforening.

Kvinden hed Eva Balle-Ranfelt. Hun begav sig en kold morgen i december 1945 ud på en rejse til apotekerne rundt omkring på Sjælland.

Officielt gjorde hun det for at samle underskrifter som støtte til en pensionskasse for defektricer.

Uofficielt var planerne at få apoteksdefektricerne ud af sæbe- og parfumeriafdelingen under HK og ind i en selvstændig organisation.

Eva Balle-Ranfelt tog den på tommelfingeren først mod Roskilde og siden over Ringsted, Sorø, Slagelse, Fuglebjerg og Korsør.

Inden dagen var omme og hun med plads i en konvoj af amerikanske soldater igen befandt sig tilbage i København, var hun 200 underskrifter rigere.

Opfordringen blev derefter sendt til Jylland, og snart støttede godt 800 defektricer fra mere end 200 apoteker op om Apoteksdefektricernes Pensionskasse.

Pension først - så fagforening

Pensionskassen blev stiftet 29 januar 1946. Allerede 18. november 1946 var Danske Apoteksdefektricers Landsforening en realitet.

I 1949 etablerer Danske Apoteksdefektricers Landsforening faglige kurser for defektricer, og i 1953 udkommer Lærebog for Defektricer. Den kostede 18 kr. 

Nye tider - nye navne

Faget gennemgik en rivende udvikling op igennem 50'erne, og i 1958 indførtes Apoteksassistentuddannelsen. Dermed blev Danske Apoteksassistenters Forening stiftet.

Der vedblev med at være to organisationer indtil 1978 hvor de fusionerede under navnet Danske Apotekteknikeres forening. 

Nye kompetencer

I 1997 får apoteksassistenter selvstændig kompetence til receptekspedition. Hidtil havde en farmaceut skulle godkende en ekspedition, før den måtte gennemføres. 

Foreningen tog i 1999 konsekvensen af, at man ikke længere var assistenter og gennemførte efter grundig debat et navneskifte. Apotekassistenter kom til at hedde farmakonomer, fagbladet Laboremus ("Lad os arbejde") blev til Farmakonomen og foreningen kom til at hedde Farmakonomforeningen. 

Vejen frem?

Farmakonomfaget udspringer af arbejdet på privat apotek, og det er stadig sådan at alle farmakonomelever udlæres på privat apotek - eventuelt sammen med et sygehusapotek. I dag arbejder ca. to ud af tre erhvervsaktive på privat apotek, men flere og flere farmakonomer får job andre steder. 

Det er især sygehusene, der efterspørger farmakonomers kompetencer, men også i kommuner og i statslige institutioner arbejder mange farmakonomer. Dertil kommer, nu som før, medicinalindustrien, hvor farmakonomer har en bred vifte af forskellige funktioner.