Betina Andersen

Her kan du læse Betina Andersens valgoplæg til posten som formand for Region Hovedstaden.

Farmakonom med stort F, som virkelig brænder for foreningen og alle medlemmerne!

Jeg er 35 år og arbejder til daglig som filialleder på Waterfront Apotek Hellerup. Jeg har været en aktiv del af Farmakonomforeningen de sidste 6 år. Jeg debuterede som elevformand og har i de sidste 4 år været en del af regionsbestyrelsen. For 3 år siden gik jeg efter næstformandsposten for hele foreningen, men blev desværre ikke valgt. Det var for mig en hård omgang, men jeg vælger ikke at give op på noget, som jeg for alvor gerne vil!

Udover arbejdet i bestyrelsen har jeg været en del af forskellige indsatsområder og har også tidligere været TR på apoteket. Lige nu er jeg en del af Arbejdsmiljøudvalget, Farmakonomforeningens repræsentant i Uddannelsesudvalget for kursus i behandlerfarmaci, bestyrelsesrepræsentant til elevaftener på Pharmakon, og så har jeg været primus motor for at arrangere elevweekenden 2019 og 2020.

Alt dette gør jeg selvfølgelig, fordi jeg synes det er sjovt, og jeg elsker at se de resultater, det bidrager til. Jeg brænder virkelig for denne forening, medlemmerne og ikke mindst for vores stærke faglige fællesskab, som jeg synes er ret unikt, og som jeg gerne vil forsøge at bibeholde.

Jeg glæder mig til at arbejde med foreningens nye strategier, især vores uddannelse og arbejdsmiljøet står højt på min ønskeseddel. Jeg tror, de fleste, som er på privat apotek, kan mærke, at arbejdspresset er steget de seneste år, og også sygefraværet påvirkes. Derfor er vi nødt til at sætte fokus på dette, men også elevernes vilkår ligger mit hjerte nær.

Jeg kan bidrage til foreningen med en masse positiv energi og stort engagement. Jeg er også klar til at påtage mig flere opgaver for at lette arbejdsbyrden for formandskabet.

Jeg gør dette, fordi jeg simpelthen ikke kan lade være!

 

undefined