Farmakonomen Cecilie er kåret til Årets Uddannelsesmentor

A4 Medier har kåret Årets Uddannelsesmentor til en stor gallafest i DR Byen - farmakonom og uddannelsesansvarlig Cecilie Aagaard Madsen fra Albani Apotek i Odense løb med prisen!

Udklip (2)
Fra venstre: Cecilie Aagaard Madsen, Kamille Ellegaard og Ann-Mari Grønbæk

I Farmakonomforeningen er vi ved at revne af stolthed. Ved en stor prisfest i DR Byen d. 17. november 2022 blev farmakonomen Cecilie Aagaard Madsen fra Albani Apotek nemlig kåret som Årets Uddannelsesmentor. Det er mediet A4, som afholdt prisfesten, hvor ildsjæle i fagbevægelsen kåres som ex. Årets TR og Årets Uddannelsesmentor.

Det er én kæmpe sejr, at farmakonomen Cecilie ender med at få tildelt den ene af priserne – for vejen derhen er ikke sådan lige til. Det kræver i første omgang, at der er nogle, der skal sende en god indstilling ind, hvorefter man skal være en af de tre heldige, som i sidste ende bliver nomineret. De nominerede skal derefter vurderes af en jury, der i sidste ende bestemmer, hvem der skal løbe med prisen.  

Og Cecilie – hun gik hele vejen! Hendes navn blev råbt op for en fuld sal og med stående klapsalver fik Cecilie overrakt diplom, blomster og 10.000 kr. på scenen.

Vi fangede en overvældet Cecilie efter prisfesten til en kommentar;

Hvad tænkte du i øjeblikket, da dit navn blev råbt op?

Jeg må indrømme, at jeg var helt mundlam. Jeg havde slet ikke forberedt mig på, at det skulle være mig, der i sidste ende ville få prisen. Jeg havde simpelthen ikke turde håbe på det! Jeg er glad for, at jeg som uddannelsesansvarlig farmakonom får sådan en flot pris, for det er med til at sætte fokus på vores vigtige rolle og ikke mindst farmakonomfaget.

Hvordan var det at skulle op på scenen og få overrakt prisen?

Jeg var så bange for at vælte på vejen af op trappen, og om man kunne se, at mine ben rystede helt vildt. Jeg var både rørt og meget overrasket. Ja, jeg er bare så enorm glad! Da jeg havde været oppe på scenen og holdt takketale og fået prisen, kom jeg ned til kram og lykønskninger – både fra Kamille, som er en af de søde farmakonomelever, der har indstillet mig, fra min kæreste og fra Ann-Mari.

Det skrev juryen

Cecilie Aagaard Madsen støtter eleverne i deres uddannelse og tager hensyn til de enkeltes behov - både på det faglige og det menneskelige plan. Hun skaber trygge rammer og har klare forventninger og krav til eleverne. Det betyder, at de er i trygge hænder hos Cecilie. Det er afgørende for elevernes trivsel på Odense Albani Apotek. Kilde: Se listen: Her er alle vindere af årets TR 2022 (a4medier.dk)

Formanden støttede op

Farmakonomforeningens formand var med i DR Byen og kunne dele øjeblikket med Cecilie og farmakonomeleven Kamille Ellegaard, som havde været med til at indstille Cecilie til prisen.

Efter kåringen kunne Ann-Mari næsten ikke få armene ned;

- Cecilie er simpelthen så sej. Hun brænder for uddannelsesområdet og ser en ære i at understøtte elevernes læring og give dem de bedste forudsætninger for at blive dygtige farmakonomer. Der er ingen tvivl om, at hun gør en kæmpe forskel for eleverne på Albani Apotek.

Pris skaber fokus på eleverne

For Farmakonomforeningens formand giver prisen anledning til at skrive sig en vigtig ting bag øret;

- Hvis vi skal have en masse dygtige farmakonomkollegaer i fremtiden, er det altafgørende, at elevtiden er god. Det er her, at eleverne virkelig skal få en fornemmelse for fagligheden og få den under huden. Det kræver en god elevtid, hvor man bliver behandlet godt, får den sparring og support, man har brug for, og hvor der er tid og ressourcer afsat til, at en uddannelsesansvarlig kan have fokus på at være der for eleverne, uddyber Ann-Mari.

Opskriften på at være en god uddannelsesansvarlig

Hvis man spørger Cecilie, hvordan man bliver en god uddannelsesansvarlig, så er der flere grundingredienser;

- Det handler rigtig meget om at engagere sig i andre, og at man brænder for uddannelsen. Man skal synes, at faget er spændende for at kunne lære fra sig. Og så skal man synes, det er spændende at engagere sig i andre og være interesseret i, hvem de er - for eleverne er forskellige og har forskellige behov.

Cecilie fortæller også, at det ikke kun er eleverne, der får noget ud af relationen;

- Jeg har udviklet mig rigtig meget i rollen som uddannelsesansvarlig og lært enormt meget om mig selv.

Cecilie skal nu fejre prisen hjemme på apoteket efter en god friweekend – og der skal helt sikkert kage til! Stort tillykke til Cecilie fra alle os i Farmakonomforeningen.

Du kan læse indstillingerne fra farmakonomeleverne, som sendte Cecilie til prisfest lige her

Du kan læse mere om Cecilies prisfest i går lige her


Emneord

Få rådgivning

Foreningen står klar til at hjælpe

Få sparring med en konsulent i Farmakonomforeningen. Kontakt os på tlf. 3312 0600 eller send en mail: ff@farmakonom.dk

Læs mere
Rådgivning