Farmakonomer i kommunalt netværk: - Vi lærer SÅ meget af hinanden

Foregangskvinde. Pioner. Der er mange betegnelser, der passer godt til farmakonomer ansat i kommuner. Fælles for dem er også, at de typisk ikke har mange – om nogen – farmakonomkolleger at trække på i deres arbejdskommune. Derfor er Farmakonomforeningens Kommunale Netværk et vigtigt samlingssted.

277469774 552462062739723 7887542188689708399 N

Flere og flere kommuner er på udkig efter farmakonomer til opgaver med håndtering af lægemidler, og det betyder, at netværksmedlemmerne, hver gang de mødes, kan byde velkommen til nye medlemmer. En torsdag i marts havde 32 kommunalt ansatte farmakonomer fundet vej til Farmakonomforeningens lokaler i Valby til den halvårlige netværksdag.

Dagen bød på en masse networking og erfaringsudveksling og også et spændende oplæg om polyfarmaci.

Viden om arbejdet med polyfarmaci
Ud over at tale med andre hvis arbejdsvilkår minder om ens egne, kan det nemlig være inspirerende at få fælles fagligt input. I Farmakonomforeningen har chefkonsulent Ulrik Frederiksen i mange år arbejdet med offentligt ansatte farmakonomer og han fortæller:

- Det er rigtig vigtigt at udveksle erfaringer. Og oplægget om polyfarmaci giver så samtidig medlemmerne af netværket mulighed for at "tanke op" på seneste viden på området.

Som dagens faglige indspark var Pernille Printzlau og Nanna Skyttegaard Mortensen inviteret. De er begge farmaceuter og arbejder på Polyfarmaci klinikken på Nordsjællands Hospital.

De fortalte om klinikkens arbejde, der blandt andet involverer projektet ”Få Styr på Medicinen”. Det er et tværfagligt projekt, der er finansieret af Trygfonden, og som løber til udgangen af 2022. Målet med projektet er at være et tilbud til borgere, der får for meget medicin. Og derigennem reducere overforbrug og sikre korrekt medicinering af ældre multisyge patienter – alt sammen med patienten i fokus.

Gennemgående er overmedicinering nemlig et stigende problem, fordi der kommer flere ældre, hvilket fører til flere multisyge og mere komplekse behandlinger. Og når der kommer flere specialer ind over den enkelte patient, så betyder silotænkningen, at lægemidlerne hober sig op i behandlingen.

Det er rigtig vigtigt at udveksle erfaringer. Og oplægget om polyfarmaci giver så samtidig medlemmerne af netværket mulighed for at "tanke op" på seneste viden på området.

Ulrik Frederiksen Chefkonsulent, Farmakonomforeningen

Mange farmakonomer i kommuner er helt tæt på borgerne. Derfor kom de to farmaceuter også med en række anbefalinger til netværksmedlemmerne i forhold til hvad de skal være særligt opmærksomme på hos den enkelte borger:

  • Antallet af lægemidler
  • Lægemiddelrelaterede problemer
  • Bivirkninger – svimmelhed, mundtørhed, faldtendens, kvalme, obstipation etc.
  • Frustrationer over antallet af lægemidler
  • Almene tilstand
  • Skrøbelighed/funktionsniveau
  • Hvornår er man gammel?

Derudover gennemgik oplægsholderne også en case. Den viste klart hvordan seponering og nyordination kan gøre en stor forskel for borgeren, både i forhold til hvor mange piller, der skal tages, og i forhold til hvilke gener, der opleves. Det gør en enorm forskel for livskvaliteten, når mavesmerter, hjertebanken og svimmelhed forsvinder, fordi medicinen bliver reguleret.

 

Vigtig udveksling af erfaringer

Da snakken efter oplægget går frit, er der blandt andet enighed om, at det betyder noget, at man som farmakonom ikke har autorisation som sundhedsperson. Derfor er det vigtigt at få sparket døre ind rundt omkring.

277316007 1016151289009229 4445938961977948406 N

Et medlem af netværket spørger til andres erfaring med at få bevilget efteruddannelse. Her er erfaringerne lidt forskellige. Ulrik Frederiksen fortæller beredvilligt om reglerne:

- Modsat på privat apotek, har I som kommunalt ansatte farmakonomer ikke en overenskomstsikret ret til årlig efteruddannelse.

Men han følger op med et godt fif:

- Som en del af den kommunale overenskomst har I imidlertid ret til en årlig kompetenceudviklingssamtale. Når I har haft dén med jeres leder, og I er blevet enige om, hvilke af jeres kompetencer, der skal fokuseres på og udvikles, så er det lettere at komme og bede om efteruddannelse. Så det er en løftestang, der er god at bruge.

Flere byder ind med eksempler på løsninger, man også kan byde ind med. Eksempelvis hvordan småwebinarer af fagligt tilsnit på eksempelvis promedicin.dk og hos Dansk Selskab for Patientsikkerhed kan give vigtig og spændende ny viden, og samtidig efter aftale placeres i arbejdstiden.

 

Inspirerende og hyggeligt

Ved et af bordene sidder Mette Nørgaard, Irene Skriver, Heidi Jakobsen og Lone Gade Sørensen. De er alle relativt nye på den kommunale scene, med Mette Nørgaard, som den der har længst kommunal erfaring – nemlig siden starten af pandemien. De understreger alle at et farmakonomjob på det kommunale område kræver faglig ballast, netop fordi man er alene på posten. Deres job i det kommunale er alle forskellige – en er i en enhed på tværs af ældreområdet i Favrskov kommune, en anden er en del af den udkørende sygepleje og to er på demensplejehjem i hver deres kommune.   Men de er meget glade for at komme med i netværket, og for de input det giver.

Kommunalt Netværk 1
Heidi Jakobsen og Mette Nørgaard
Kommunalt Netværk 2
Irene Skriver og Lone Gade Sørensen

Sammen – eller hver for sig?

Med 32 fremmødte var det naturligt at diskutere om tiden er kommet til at dele netværket op efter geografi. Der var dog overvældendende enighed om at holde fast i at mødes alle sammen. For nok kan det være rart, at netværksdagen ikke kræver lang transporttid. Men det var alligevel den klare vurdering, at der er meget værdi i at kunne samle alle erfaringer i ét lokale og ét netværk.

I plenum blev der også talt om mulighederne for at have en fælles platform, hvor der løbende kan udveksles erfaringer. Som en sagde:

- Mange af os underviser eksempelvis sygeplejersker. Der kunne det være rart med noget erfaringsudveksling i forhold til eksempelvis materiale, så vi ikke hver især skal opfinde den dybe tallerken.

Som opfølgning er der et af netværkets medlemmer, der tilbyder at lave en hjemmeside med login. Så alt i alt kan netværksmedlemmerne gå hver til sit efter en dag fuld af input og udsigt til at kunne holde lidt bedre fast i hinanden fremover.

 

Næste netværksmøde holdes i september (datoen er endnu ikke fastlagt). Husk at opdatere dine medlemsoplysninger på Min Side, hvis du eksempelvis skifter job, adresse eller email. På den måde sikrer du dig blandt andet at blive inviteret med til relevante arrangementer.


Emneord

Få rådgivning

Foreningen står klar til at hjælpe

Få sparring med en konsulent i Farmakonomforeningen. Kontakt os på tlf. 3312 0600 eller send en mail: ff@farmakonom.dk

Læs mere
Rådgivning