Formandskandidat: Sanne Hee Stjernholm

Farmakonomforeningen skal have ny formand i november 2020. Sanne Hee Stjernholm er en af de to opstillede kandidater. Læs hendes opstillingsgrundlag og se hendes præsentationsvideo her.

Sanne Formandskandidat

Kære farmakonomer og farmakonomelever.

Mit navn er Sanne Hee Stjernholm, og jeg stiller op som kandidat til formandsposten i Farmakonomforeningen. Jeg har brugt de sidste 15 år på at blive en dygtig farmakonom og arbejdet både på privat apoteker og i det offentlige, og i øjeblikket arbejder jeg som funktionsleder på Sygehusapotek Fyn. Fagpolitisk har jeg arbejdet med klinisk farmaci og internationalt samarbejde.
Jeg stiller op til formandsposten, fordi jeg ønsker at være med til at drive vores fag fremad. Vi må ikke stå stille som forening. Vi skal blive ved med at udvikle os, sætte nye initiativer i gang, og vigtigst af alt – gennemføre dem – så de kan komme medlemmerne til gode.

Derfor har jeg valgt tre mærkesager, der vil skabe nye muligheder og en stærkere forhandlingsposition i forhold til løn.

Den danske befolkning skal kende os
Hvorfor bliver vi ikke nævnt i forbindelse med beredskabet for Covid-19? I yder en kæmpe indsats hver dag på tværs af sektorerne. Fra den ene dag til den anden har I været omstillingsparate og ude i felten. I er ikke bare blevet hjemme og tænkt på jer selv. I er essentielle for Danmark, og det fortjener anerkendelse. Samfundet skal vide, hvem vi er. Hvad vi kan, og hvordan de bedst kan benytte sig af vores kompetencer. Hvis vi kan få lov til at bruge vores faglighed, er det noget, vi kan tage med til overenskomstforhandlingerne. Så vi kan blive lønnet efter vores evner.

Derfor skal vi i gang med en synlighedskampagne, så vi ikke længere får spørgsmålet: ”Hvad er en farmakonom?”.

Vores uddannelse skal omdannes til en professionsbachelor

En af de vigtigste målsætninger er, at farmakonomuddannelsen bliver til en professionsbachelor. Vi skal have mulighed for at efteruddanne os og få merit for det, vi kan. Det vil højne og sikre vores faggruppe i alle sektorerne i fremtiden. Højere uddannelse er noget, der bliver vægtet mere og mere. Derfor er det vigtigt, at vi har de samme muligheder som andre sundhedsvidenskabelige studier.  

Vi skal have medicin- og compliance-samtaler og autorisation
Jeg har selv mødt de barrierer og udfordringer, vi står overfor – såsom opgaver vi ikke får lov til at påtage os. Ikke fordi vi ikke kan, men fordi det er farmaceut opgaver. Som det står nu, forhindrer loven os i at udføre det, vi er uddannet til at kunne. Vi har empatien, som gør os menneskelige overfor kunderne og patienterne. Vi har viden, så vi kan oversætte fra lægerne. Vi fortjener anerkendelse og autorisation, så vi kan stå på lige fod med de andre faggrupper, der deler vores kompetenceniveau.

 

Og hvordan får vi så gennemført mærkesagerne? Det vil jeg gøre ved at synliggøre vores problemstillinger overfor de relevante ministre. Det var netop derfor, jeg startede projektet ”medicin management”. For at bevise præcis hvor meget vi farmakonomer kan, og hvor stor en rolle vi spiller i sundhedsvæsnet.

Det er noget, vi skal stå sammen om. Den brede baggrund, jeg kommer fra, har også gjort, at jeg forstår nødvendigheden af at bringe alle farmakonomer sammen. Jeg vil ud til jer. Jeg vil ikke kun være formand for nogle enkelte sektorer. Jeg vil være formand for alle.

 

CV

Farmakonomelev Skt. Knuds Apotek 2005 - 2008

Farmakonom Albertslund Apotek 2008 - 2011

Farmakonom Klinisk Farmaci Region Hovedstadens Apotek, Hvidovre Hospital 2011 - 2015

Projektkoordinator Rigshospitalet Juliane Marie Centret 2015 - 2016

Næstformand Farmakonomforeningen nov. 2016 - marts 2017

Funktionsleder Klinisk Farmaci Sygehusapotek Fyn 2016 – nuværende stilling


Emneord