Kender du Årets Farmakonom 2021?

Kender du en farmakonom, der er helt speciel, og som fortjener anerkendelse og et rygklap? Så send en indstilling til prisen som Årets farmakonom – inden den 30. november 2021.

Anu Chandramohan Til Web

Vi skal finde en farmakonom, der fortjener anerkendelse – og som sidegevinst får blomster, en flot gavecheck, hæder og ikke mindst titlen som Årets farmakonom 2021.

Måske du har en god kollega, leder eller tidligere studiekammerat, som gør en forskel for borgerne, faget eller for fællesskabet på arbejdspladsen? Send en indstilling, så han eller hun kan komme i spil til prisen.

Hvem kan blive Årets farmakonom?
Hvis du kender en farmakonom, som har en eller flere af følgende karakteristika, så kan du indstille vedkommende til prisen:

  • Er nytænkende og bidrager til udvikling eller synliggørelse af faget.
  • Har været frontløber i udvikling og gennemførelse af faglige projekter.
  • Som kollega eller leder bidrager til et enestående sammenhold og arbejdsmiljø på arbejdspladsen.
  • Brænder igennem på en helt særlig måde over for borgerne eller andre fagprofessionelle.

Alle indstillinger bliver vurderet samtidig og ud fra en helhedsvurdering. Der er derfor ingen kriterier, der er tæller mere end andre, og det er heller ikke afgørende, hvor mange kriterier farmakonomen kan leve op til.

Formanden uddeler prisen og 5.000 kr.

Prisen uddeles af Farmakonomforeningens formand, Ann-Mari Grønbæk, som vil overraske prismodtageren på arbejdspladsen. Ved overrækkelsen får prismodtageren en buket blomster og 5.000 kr. sammen med et diplom. Besøget koordineres selvfølgelig med arbejdspladsen på forhånd.

Sådan udvælges prismodtageren
Hovedbestyrelsen beslutter ud fra indstillingerne, hvem der bliver Årets farmakonom, og udnævnelsen sker alene ud fra indstillingernes indhold og ikke ud fra, hvorvidt der for eksempel er flere indstillinger på samme medlem.

Da hovedbestyrelsen er jury, kan hovedbestyrelsesmedlemmer ikke indstilles til prisen, og de kan heller ikke indstille medlemmer til prisen.


Sådan indstiller du en kollega
Alle aktive medlemmer af Farmakonomforeningen kan indstille et medlem til prisen.

En indstilling må maks. fylde to A4-sider og kan underskrives af dig eller af flere medlemmer sammen.

Deadline for indstillinger er den 30. november 2021, og indstillingen skal sendes til chefkonsulent Mette Lisbeth Johansen pr. mail: mlj@farmakonom.dk. Du får en bekræftelse på, at indstillingen er modtaget.

Tips: Sådan laver du en indstilling

  • Indstillingen må fylde maks. To A4-sider.
  • Fortæl, hvorfor DU mener, at farmakonomen fortjener prisen. Brug gerne lidt plads på det.
  • Brug gerne eksempler og historier/anekdoter i din beskrivelse. Hvordan er farmakonomen fx nytænkende eller en god kollega?
  • Lav evt. indstillingen flere sammen, hvis det er oplagt og giver mening.

Anu blev Årets Farmakonom i 2020

I 2020 var det Anu Chandramohan fra Apotek Ørnen i Odense, der fik prisen som Årets farmakonom.

Anus kolleger havde i fællesskab sendt en indstilling. De lagde blandt andet vægt på, at Anu får alle til at føle sig godt tilpas, at hun er hjælpsom, og at hun har en unik evne til at skabe fællesskab på arbejdspladsen.

Anu fik overrakt prisen af formand Ann-Mari Grønbæk og beskriver selve prisoverrækkelsen som “mit livs bedste overraskelse”.

Årets Farmakonom
Anu Chandramohan blev overrasket med prisen som Årets Farmakonom 2020

Emneord

MEDLEMSFORDELE

Som medlem har du mange fordele og muligheder.

Læs mere om Farmakonomforeningens rabatordninger eller kontakt os på:

3312 0600