I år får du som erhvervsaktivt medlem af Farmakonomforeningen en unik mulighed: Den internationale farmaceutiske kongres, FIP, finder sted i København fra den 31. august til 3. september, og du kan søge om at komme med som kongresdeltager om mandagen!
FIP er verdens største farmaceutiske kongres. Her mødes fagfolk fra hele verden for at dele ny viden, diskutere tendenser og finde løsninger på sundhedsudfordringer. Deltagelse giver dig indsigt i den nyeste forskning, mulighed for at netværke og en bedre forståelse af farmaci globalt.
FIP er kompetenceudvikling
Deltagelse i FIP er en enestående mulighed for at styrke dine faglige kompetencer.
Hvis du ser en faglig værdi i at deltage, så er det oplagt, at du tager en snak med din arbejdsgiver, om de vil betale for din deltagelse som en del af din kompetenceudvikling her i 2025.
Farmakonomforeningen udlodder et begrænset antal billetter til FIP
Farmakomonomforeningen har skaffet et mindre antal endagsbilletter til FIP til mandag den 1. september, som du kan få adgang til som medlem.
Du skal senest den 1. maj 2025 sende en motiveret ansøgning på max 100 ord til ff@farmakonom.dk med emnefeltet ”Ansøgning om billet til FIP”, hvor du fortæller, hvorfor du vil med, og hvad du håber at få ud af oplevelsen. Ansøgningen skal være på dansk, men husk at kongressen er international og derfor foregår på engelsk.
Du får svar på, om du er en af de heldige senest den 12. maj 2025.
Får du en af Farmakonomforeningens endagsbilletter, så dækker billetten selve adgangen til FIP, men du skal selv betale transport, forplejning og eventuel overnatning. Husk også at aftale fri med din arbejdsgiver – og her kan du også tale med din arbejdsgiver om han/hun vil dække transporten mv.
Få inspiration og ny viden
FIP-kongressen er en fantastisk chance for at opleve det farmaceutiske fællesskab på nært hold. Ann-Mari Grønbæk, formand for Farmakonomforeningen, opfordrer alle til at søge:
- Deltagelse på årets FIP-kongres er en oplagt mulighed for at se, hvad FIP er, så man måske får lyst til at lave et projekt og søge ind med en poster i fremtiden.
Udover faglig inspiration er FIP en chance for at netværke med andre farmakonomer og med farmaceuter fra hele verden. Uanset om du arbejder på apotek, i industrien eller i det offentlige, vil du få stort udbytte af de mange oplæg og diskussioner.
- FIP er en kæmpe fagfest med masser af faglig viden. Du bliver klogere på, hvordan lægemidler håndteres i andre lande, og du bliver opdateret på det nyeste inden for medicin, siger Ann-Mari Grønbæk.
Vil du have spændende faglige input? Så søg om din plads i dag og bliv en del af FIP 2025 i København!
Sådan gør du
Send en motiveret ansøgning på max 100 ord til ff@farmakonom.dk med emnefeltet ”Ansøgning om billet til FIP”. I ansøgningen skal du begrunde, hvorfor du vil med, og hvad du håber at få ud af oplevelsen. Ansøgningen skal være på dansk.
Deadline for ansøgning er den 1. maj 2025.