75 års jubilæum: Tillykke til os

Farmakonomforeningen fylder 75 år den 18. november 2021.

Historien om Farmakonomforeningen er fortællingen om en stædig kvinde, der satte sig et mål. Og om en lille kvindeorganisation, der måtte vente 21 år på en overenskomst med Danmarks Apotekerforening.

Kvinden hed Eva Balle-Ranfelt, og hun var defektrice.

En kold morgen i december 1945 begav hun sig ud på en rejse til apotekerne rundt omkring på Sjælland. Officielt gjorde hun det for at samle underskrifter som støtte til en pensionskasse for defektricer. Uofficielt var planerne at få apoteksdefektricerne ud af sæbe- og parfumeriafdelingen under HK og ind i en selvstændig organisation.

Eva Balle-Ranfelt tog den på tommelfingeren først mod Roskilde og siden over Ringsted, Sorø, Slagelse, Fuglebjerg og Korsør. Inden dagen var omme, var hun 200 underskrifter rigere. Og i en amerikansk militærkonvoj blev hun kørt helt ind til Rådhuspladsen.

Opfordringen blev derefter sendt til Jylland, og snart støttede godt 800 defektricer fra mere end 200 apoteker op om Apoteksdefektricernes Pensionskasse.

Pension først – siden fagforening
Pensionskassen blev stiftet 29. januar 1946. Nogle måneder efter – 18. november 1946 – var Danske Apoteksdefektricers Landsforening en realitet. HK bevarede dog forhandlingsretten i 21 år. Først i 1967 var en overenskomst mellem Danmarks Apotekerforening og Landsforeningen i hus.

Nye tider og nye navne
Høj faglighed har været en rød tråd igennem alle foreningens 75 år.

I 1949 etablerer Danske Apoteksdefektricers Landsforening faglige kurser for defektricer, og i 1953 udkommer Lærebog for Defektricer. Den kostede 18 kr.

Op gennem 50’erne gennemgik faget en rivende udvikling. I 1958 indførtes Apoteksassistentuddannelsen – og som en udløber heraf blev Danske Apoteksassistenters Forening stiftet. Men selvom apoteksassistenter nu var en realitet, så fortsatte apotekerne med at uddanne defektricer helt frem til 1972.

Der vedblev med at være to organisationer – Danske Apoteksdefektricers Landsforening og Danske Apoteksassistenters Forening – indtil 1978, hvor de fusionerede under navnet Danske Apoteksteknikeres forening. I 1990 blev navnet ændret tilbage til Danske Apoteksassistenters forening.

Nye kompetencer
En milepæl for apoteksassistenterne er i 1997, hvor apoteksassistenter får selvstændig kompetence til receptekspedition. Hidtil havde en farmaceut skullet godkende en ekspedition, før den måtte gennemføres.

Foreningen tog i 1999 konsekvensen af, at man nu ikke længere var assistenter og gennemførte – efter grundig debat – et navneskifte.

Apoteksassistenter kom til at hedde farmakonomer, fagbladet blev til Farmakonomen, og foreningen kom til at hedde Farmakonomforeningen. Farmakonom betyder lægemiddelkyndig. Og høj faglighed er fortsat den røde tråd i foreningen.

Sekretariatet Flager Web

Emneord

Få rådgivning

Foreningen står klar til at hjælpe

Få sparring med en konsulent i Farmakonomforeningen. Kontakt os på tlf. 3312 0600 eller send en mail: ff@farmakonom.dk

Læs mere
Rådgivning