APRILSNAR: Få Farmakonomforeningen på overarmen

Farmakonomforeningen tilbyder nu, at medlemmer kan få foreningens logo som tatovering. Tatoveringen er et alternativ til foreningens emblem.

Tat Overarm

Det kan være svært at huske emblemet. Måske du kender det med, at man har haft det på en anden bluse, som er røget i vasketøjskurven? Eller at det ligger i en anden taske derhjemme? Det duer ikke – for det er vigtigt at have et fysisk udtryk for faget og foreningen, som kunder, patienter og andet sundhedspersonale ved, hvad står for.

Derfor har Farmakonomforeningens formandskab arbejdet hårdt på et alternativ, og foreningen er glade for i dag at kunne præsentere medlemmerne for en ny løsning: Medlemmer kan nu få tatovereret foreningens logo – og være med til at udbrede kendskabet til farmakonomernes faglighed og synliggøre faget, selvom man ikke bærer emblemet;

- Vi vil i første omgang tilbyde nye medlemmer, at de kan vælge mellem et emblem eller en tatovering med Farmakonomforeningens logo. Det er fuldstændig frivilligt, om man vil tatoveres, ligesom man også selv kan vælge, om man have den på anklen, på håndleddet eller fx på overarmen, forklarer Ann-Mari Grønbæk, Farmakonomforeningens formand.

Når tatovøren sætter nålen på huden, er det vigtigt, at overholde kravene. For foreningens logo må ikke laves om, og det skal laves i foreningens farver. Men det er tilladt at tilføje egen tekst nedenunder logoet – fx ”Farmakonom 4 ever” eller ”Præparatet er i restordre.”

Medlemstilbud har været længe undervejs

Logo-tatoveringen har været i formandens tanker længe;

- Vi har flere dedikerede medlemmer, som har spurgt til muligheden tidligere, og vi har også tidligere drøftet, om det skulle være en del af prisen til til Årets Farmakonom, at man simpelthen gav en logo-tatovering. Men nu har vi besluttet, at tilbuddet selvfølgelig skal gælde for alle, og indtil udrulningen er helt på plads, starter vi op med at tilbyde det til nye medlemmer.

Tatoveringer er blevet populære i Danmark. Det vurderes, at der cirka er 600.000 i Danmark, der er tatoverede i dag;

- Når man render rundt i Lalandia, er til fest eller er til møde i arbejdsregi ser man tit tydelige tatoveringer, og jeg vil ikke lægge skjul på, at det mellem fodboldklub-logoer, børnenavne, kinesiske tegn og pigtrådstatoveringer ville være fedt at falde over foreningens logo. Det skaber synlighed – og vi har brug for al den synlighed, vi kan få, siger Ann-Mari Grønbæk håbefuldt.

Farmakonomforeningen er selvfølgelig opmærksom på, at der er en risiko for allergigener m.v., når man får lavet en tatovering, og derfor er det selvfølgelig 100% op til en selv at vælge, om man vil have en. Som et alternativ vil foreningen også have et lager med ”børnetatoveringer”, som man kan købe, som kan påføres en gang ugentligt og vaskes af ved behov.

På farmakonomernes arbejdspladser kan der også være forskellige typer af beklædningspolitik, som kan indeholde regler omkring bl.a. synlige tatoveringer. Det er selvfølgelig vigtigt, at sådanne regler overholdes. Farmakonomforeningen håber dog, at arbejdsgiverne vil se positivt på logo-tatoveringer, som er med til at synliggøre faget.

Hvis du er nyt medlem

Farmakonomer der melder sig ind i foreningen fra i dag  kan henvende sig til foreningens sekretariat og høre mere om muligheden for at få en tatovering i stedet for et emblem. Det er forventningen, at tilbuddet er bredt ud til alle medlemmer senest om et år.,

Der vil i den nærmeste fremtid blive udarbejdet en guide til tatoveringens farver og størrelse, ligesom foreningen vil indgå i dialog med tatovører rundt i Danmark, så medlemstilbuddet er landsdækkende.

 

Når man render rundt i Lalandia, er til fest eller er til møde i arbejdsregi ser man tit tydelige tatoveringer, og jeg vil ikke lægge skjul på, at det mellem fodboldklub-logoer, børnenavne, kinesiske tegn og pigtrådstatoveringer ville være fedt at falde over foreningens logo. Det skaber synlighed – og vi har brug for al den synlighed, vi kan få!

Ann-Mari Grønbæk Formand i Farmakonomforeningen

Emneord

Få rådgivning

Foreningen står klar til at hjælpe

Få sparring med en konsulent i Farmakonomforeningen. Kontakt os på tlf. 3312 0600 eller send en mail: ff@farmakonom.dk

Læs mere
Rådgivning