Mød kandidaten: Mai K. Lind
Mai Kristensen Lind er én af kandidaterne til de frie pladser i Farmakonomforeningens hovedbestyrelse. Her kan du læse mere om hende.
Hvem er jeg?
Jeg hedder Mai K. Lind, er 54 år og bosiddende i Nordsjælland. Har arbejdet på Hørsholm apotek i 20 år, hvor jeg er TR og trivselsambassadør. Har været en del af det fagpolitiske arbejde i mange år, og deltaget i mange faglige aktiviteter ex organiseringskonference og overenskomstforhandling. Holder mig hele tiden opdateret, og har opbygget et bredt netværk på tværs af fag og organisationer. Ser det som en styrke at kunne bidrage med både erfaring, samarbejde og indsigt i det politiske arbejde.
Derfor skal du stemme på mig
Jeg stiller op, fordi jeg brænder for at skabe gode rammer for vores fag og fælleskab for ALLE. Jeg arbejder for indflydelse, og en forening i fortsat udvikling. Mit bidrag vil være kontinuitet, og et fortsat fokus på den
strategiske retning, som allerede er påbegyndt. Gennem min erfaring har jeg et bredt indblik i udfordringer og realistiske løsninger. Jeg er velforberedt og klar i mine udtalelser, og ikke bange for at stikke snuden frem. Jeg drives af fagpolitik, og kan slet ikke lade være.
Hvilke sager vil jeg bringe ind til hovedbestyrelsen?
For at sikre vores fag og fremtid, skal der fortsat være fokus på den nye uddannelse. Det er især vigtigt for at styrke vores faglige identitet, og skabe nye muligheder for videreuddannelse. Indtil da, er det helt afgørende, at der arbejdes målrettet mod bedre vilkår for eleverne, så færre stopper undervejs og flere gennemfører uddannelsen. Et andet fokuspunkt er de kommende overenskomstforhandlinger som skal afspejle fagets udvikling og sikre gode vilkår, både i alle sektorer.