Arbejde af samme værdi skal have samme løn
Arbejde af samme værdi skal have samme løn
Et fag bliver ikke mindre værd, fordi det er domineret af kvinder. Farmakonomer har et stort ansvar for medicin og patientsikkerhed. Det skal også kunne ses på lønnen. Ligeløn kommer ikke af sig selv. Det kræver både politiske penge og vedholdende lønforhandlinger.
Ann-Mari Grønbæk Formand for Farmakonomforeningen
Farmakonomer tager hver dag ansvar for medicin og patientsikkerhed. Lønnen skal afspejle deres faglighed, opgaver og ansvar. Det gør den ikke godt nok i dag.
I 2024 tjente kvinder i gennemsnit 12,9 procent mindre end mænd. Noget af forskellen skyldes, at kvinder og mænd ofte arbejder i forskellige fag. Men det er netop en del af problemet. Fag med mange kvinder bliver ofte lønnet lavere end fag med mange mænd.
Lønstrukturkomitéens analyser pegede på, at offentlige fag med mange kvinder i gennemsnit ligger lavere i løn, når man tager højde for uddannelse, erfaring og ledelsesansvar.
Uligheden har en lang historie. Tjenestemandsreformen fra 1969 placerede mange kvindedominerede velfærdsfag lavt i lønhierarkiet. Lønningerne har ændret sig siden, men de gamle forskelle har stadig betydning.
I 2023 blev der med en trepartsaftale afsat 6,8 milliarder kroner til bedre løn og arbejdsvilkår for udvalgte offentligt ansatte. Det viste, at politisk handling kan flytte lønnen. Men farmakonomerne og mange andre mindre fag var ikke med.
Vi arbejder for
- Arbejdsmarkedets parter skal bruge overenskomstforhandlingerne til at mindske de strukturelle lønforskelle.
- Regeringen og Folketinget har et medansvar, og skal fortsætte arbejdet med at rette op på den skæve løn mellem kvinde- og mandedominerede fag.
- Arbejdets værdi skal vurderes ud fra blandt andet uddannelse, ansvar, opgaver og faglige krav.
- Farmakonomer og andre mindre fag skal være med, når der afsættes penge til målrettede lønløft.
Kontakt