Et godt apotek kræver et godt arbejdsmiljø
Arbejdsmiljøet på privat apotek skal forbedres!
Det skal være muligt at arbejde på apotek og have et liv ved siden af. Man skal kende sin arbejdstid, have noget at skulle have sagt og kunne udvikle sig fagligt. Og eleverne skal have den tid og støtte, de har brug for. Det ansvar ligger hos arbejdsgiveren. Det arbejdsmiljø man tilbyder farmakonomerne er hårdt på mange apoteker. Det kan man desværre også tydeligt se i sygefraværet. Det dur ikke. Man skal kunne holde til at passe sit arbejde.
Ann-Mari Grønbæk Formand for Farmakonomforeningen
Det skal være muligt at arbejde på apotek og have et liv ved siden af. Det kræver forudsigelige arbejdstider, indflydelse på hverdagen og tid til at udføre arbejdet ordentligt.
Trivselsundersøgelsen fra 2025 viser, at arbejdsmiljøet er blevet bedre på flere områder.
Men der er stadig problemer. Blandt farmakonomer med meget lidt indflydelse på arbejdstiden siger 74 procent, at arbejdet tager så meget energi, at det går ud over privatlivet. Blandt dem med meget stor indflydelse gælder det 33 procent.
Eleverne er særligt pressede. 73 procent havde følt sig stressede inden for de seneste to uger. Eleverne skal både passe deres arbejde og deres uddannelse. Det kræver tid, støtte og et godt samarbejde mellem elev, apotek og skole.
Der mangler også muligheder for at blive dygtigere. Kun 37 procent oplever gode muligheder for efter- og videreuddannelse. Under halvdelen oplever, at de kan udvikle deres kompetencer gennem arbejdet.
Vi arbejder for
- Arbejdstider og arbejdssteder skal planlægges i god tid. Medarbejderne skal have reel indflydelse på dem.
- Der skal være medarbejdere og tid nok til, at arbejdet kan udføres fagligt forsvarligt.
- Eleverne skal have tid til at lære og adgang til den støtte og vejledning, de har brug for.
- Alle farmakonomer skal have mulighed for relevant efteruddannelse og faglig udvikling.
- Arbejdsmiljøet skal være så godt, at man ikke bliver syg af det.
- Apotekerne skal sikre, at alle ledere på apotek klædes godt på til opgaven, og at der følges op på det.
Kontakt