Farmakonomuddannelsen skal være en professionsbachelor
Farmakonomuddannelsen skal være en professionsbachelor
Vi skal have en professionsbachelor, før den nuværende uddannelse bliver overhalet. De andre sundhedsuddannelser får bedre rammer, samtidig med at der bliver færre unge. Der skal handles, hvis vi skal vælges til af de unge i fremtiden.
Ann-Mari Grønbæk Formand for Farmakonomforeningen
Farmakonomfaget står stærkt. Farmakonomer har en solid viden om medicin, og uddannelsens tætte kobling mellem undervisning og praktik har tjent arbejdspladserne, sundhedsvæsenet og borgerne godt. Det skal vi bevare. Men om få år rammes vi af en hård cocktail: De andre sundhedsuddannelser får bedre rammer, samtidig med at ungdomsårgangene bliver mindre. Der bliver færre unge at rekruttere, mens de uddannelser, vi konkurrerer med, bliver stærkere.
De andre sundhedsfaglige professionsuddannelser bliver styrket gennem en bred politisk aftale. Fra optaget i 2027 får de nye og bedre rammer. Der bliver også lagt større vægt på samarbejde på tværs af uddannelser og fag. De er inde i en rigtig god udvikling, som vil stille dem stærkere i fremtiden Den er vi ikke med i.
Professionsbacheloruddannelserne på sundhedsområdet har gode merit og videreuddannelsesmuligheder. Det har vi ikke.
De andre har meget tværfaglighed og møder andre sundhedsprofessionelle. Men vores teoretiske undervisning foregår som kostophold i Hillerød. Så det har vi ikke.
Arbejdet er allerede i gang. Sammen med Danmarks Apotekerforening, sygehusapotekerne og professionshøjskoler arbejder vi på at skabe grundlaget for en farmakonomuddannelse som professionsbachelor i det almindelige uddannelsessystem.
Vi arbejder for
- Farmakonomuddannelsen skal være en professionsbachelor med medicin som klar kerne og en stærk kobling mellem teori og praktik.
- Uddannelsen skal udbydes flere steder i landet og være en del af uddannelsesmiljøer med andre sundhedsuddannelser.
- Uddannelsen skal give adgang til relevante videreuddannelser. Det, farmakonomer allerede har lært, skal også kunne give merit på andre uddannelser.
- Uddannede farmakonomer skal have en reel mulighed for at bygge videre på deres uddannelse og opnå professionsbachelorgraden.
En professionsbachelor giver de unge en bedre grund til at vælge farmakonomfaget. Den skal sikre, at borgerne også i fremtiden møder medarbejdere med en stærk og praktisk viden om medicin – på apotekerne og i resten af sundhedsvæsenet.
Kontakt