Vi er forskellige – og lige meget værd
Vi er forskellige – og lige meget værd
Vi er ikke ens. Og godt for det. Men vi skal have de samme muligheder. Ingen skal gemme en del af sig selv væk, når de går på arbejde. Og ingen skal stå alene, hvis de bliver behandlet dårligt. Og hvis det sker, er vi der.
Ann-Mari Grønbæk Formand for Farmakonomforeningen
Vi er forskellige – og lige meget værd
Man skal kunne gå på arbejde som den, man er. Ingen skal holdes udenfor, chikaneres eller få færre muligheder på grund af alder, køn, kønsidentitet, seksualitet, etnicitet, tro, handicap eller andre personlige forhold.
Forskelsbehandling kan være tydelig. Men den kan også gemme sig i tonen og de dårlige vittigheder. I hvem der bliver lyttet til. Hvem der får de gode opgaver. Og hvem der får lov til at udvikle sig.
Det betyder ikke, at alle skal fortælle alt om sig selv. Men ingen skal være nødt til at skjule en del af sig selv for at passe ind.
Et godt arbejdsmiljø kommer ikke af sig selv. Ledelsen skal skabe en arbejdsplads, hvor forskelle bliver mødt med respekt. Og den skal gribe ind, hvis nogen bliver holdt udenfor eller chikaneret.
Vi er alle lige meget værd. Det er grund nok i sig selv. Men arbejdspladsen bliver også bedre, når forskellige mennesker kommer med forskellige erfaringer og idéer.
Vi arbejder for
- Ingen skal chikaneres eller behandles dårligere på arbejdet. Arbejdsgiveren skal forebygge problemer og gribe ind, hvis de opstår.
- Alle skal have de samme muligheder for at få et job, en ordentlig løn, gode opgaver, efteruddannelse og nye stillinger.
- Der skal være plads til forskellige mennesker og forskellige behov på arbejdspladsen.
- Medlemmer, der bliver chikaneret eller behandlet dårligt, skal kunne få hjælp og støtte.
- De tillidsvalgte skal vide, hvordan de forebygger problemer og hjælper deres kolleger.
Vi stiller også krav til os selv. Derfor har Farmakonomforeningen en intern og mere udfoldet mangfoldighedspolitik, som beskriver, hvordan vi selv skal leve op til de værdier, vi arbejder for.
Kontakt