Der er altid hjælp at hente

Det var hovedbudskabet til de godt 60 farmakonomelever, der den 22. marts tjekkede ind til Zoom-møde med karriere- og jobsøgningsråd. Klar til at hjælpe står Farmakonomforeningen, såvel som a-kasse og pensionskasse. Tre helt forskellige størrelser, men med det fælles mål at hjælpe DIG.

Elev Med Spørgsmålstegn

Farmakonomforeningen er ikke en forsikring – det er DIN forening

Når du går ud og får et job i Danmark, så er løn- og arbejdsvilkår i de fleste tilfælde noget, arbejdsgiverne har lavet aftaler med de relevante fagforeninger om. Som farmakonom er Farmakonomforeningen DIN forening. Farmakonomforeningen er styret af farmakonomer, så det er et fagligt fællesskab, der har din ryg. Det er også folk, der kender faget og de forskellige typer arbejdspladser, der forhandler overenskomster og sørger for, at grundvilkårene er i orden. Derfor er det altid en god idé med en overenskomst.

Rigtig mange steder kan man derudover forhandle sig til noget mere fx i løn, blandt andet når man skifter job. Men grundvilkårene ligger fast, så der fx er regler, der sikrer, at din arbejdsgiver ikke kan kræve, at du arbejder alle lørdage. Og foreningen har et helt rådgivningsteam, så hvis der opstår problemer på din arbejdsplads, kan du få hjælp med det samme. De kan også give dig sparring før jobsamtaler og lønforhandlinger og hjælpe dig med viden om jobmarkedet for farmakonomer.


Farmakonomforeningen er et fællesskab

I hverdagen har rigtig mange farmakonomer også en tillidsrepræsentant at gå til. En kollega, som I medlemmer i fællesskab vælger til at varetage jeres interesser på arbejdspladsen og tage nogle af de svære samtaler med jeres chef. Det kan gøre tingene lettere, og du kan altid spørge tillidsrepræsentanten, hvis der er noget, du undrer dig over på arbejdspladsen. Igen er det farmakonomer, der står sammen som fællesskab for at sikre sig selv og hinanden gode rammer for arbejdslivet. Det giver sig selv, at fællesskabet er stærkest, når mange er med. Derfor betyder det noget, at DU er med.

 

A-kassen er en forsikring, til når jobbet glipper

I løbet af et arbejdsliv er der mange, der oplever i en periode at stå uden et job. Og mange får en første oplevelse med det, når de er færdige med uddannelsen og skal finde et fast arbejde. Hvis man ikke har et job, og ikke har anden indtægt, så kommer man hurtigt til at mangle penge. Det kan man forsikre sig imod ved at blive medlem af en a-kasse.

A-kassen er en forsikring mod, at du står helt uden indtægt, når du i en periode står uden job. Man kan imidlertid ikke bare melde sig ind, når man står uden arbejde og så få penge med det samme. Så det er vigtigt at tage stilling til i god tid. Som farmakonomelev under 30 år kan du være gratis medlem af FTFa, som er den a-kasse, de fleste farmakonomer er medlemmer af.

Læs mere her


A-kassen er naturligt nok interesseret i at hjælpe folk ud af arbejdsløshed. Derfor er de også eksperter i at rådgive om jobsøgning og faktisk også i studieteknik.

Læs mere om jobsøgning her 

 

Læs mere om studieteknik her 


Pension er relevant nu! Også selvom du er i tyverne

Pensioner er fremtidsforsikring. Og de er meget vigtige at have. Den almindelige dansker har omtrent 40 år på arbejdsmarkedet til at tjene penge til ca. 24 år på pension. Så selvom det kan være surt at se dele af ens startløn gå til noget fremtidsnoget i stedet for tøj eller bolig, mad eller fornøjelser nu, så er det penge, der er godt givet ud. For heldigvis vokser pengene med årene, så den del af ens begynderløn, der går ind på arbejdsmarkedspensionen, når at vokse sig stor, efterhånden som man bliver ældre. Og netop fordi de tidlige penge når at vokse mest, er det virkelig vigtigt at lægge til side til pensionen fra en tidlig alder.

På det danske arbejdsmarked er der grundlæggende tre typer pensioner. Via skatten betaler vi alle til de offentlige pensioner: folkepension og førtidspension. Via lønnen betaler de fleste til deres arbejdsmarkedspension. Derudover kan man have ekstra private pensioner. Pensionsordningerne har dog også indbygget, at der er noget, der kan komme til udbetaling, hvis man bliver alvorligt syg, fx af kræft.

Farmakonomerne har deres egen pensionskasse, der hedder Pensionskassen for farmakonomer. Den er en del af et fællesskab i PKA, der er pensionskasse for en række faggrupper inden for det sundhedsmæssige og sociale område. Der er ingen, der tjener penge på det og skummer fløden – det er medlemmerne, der ejer pensionskassen.

 

Du kan ikke vide det hele – læn dig op ad eksperterne
Der er masser at holde styr på, når man er under uddannelse og skal tage hul på arbejdslivet. Et godt råd er derfor at sørge for, at dit sikkerhedsnet er i orden. Det gør du blandt andet ved at have styr på fagforening, a-kasse og pension. De er der for dig – og du er altid velkommen til at spørge til råds.


Emneord

Få rådgivning

Foreningen står klar til at hjælpe

Få sparring med en konsulent i Farmakonomforeningen. Kontakt os på tlf. 3312 0600 eller send en mail: ff@farmakonom.dk

Læs mere
Rådgivning