Farmakonomforeningen får nye emblemer – og som medlem kan du få et

Mange farmakonomer har allerede et. Et smukt emblem til at sætte fast på tøjet. Et emblem, der signalerer faglig stolthed og er med til at gøre farmakonomer synlige som faggruppe.

Emblemer Beskåret

Netop den faglige synlighed er hovedargumentet bag beslutningen om at udbrede brugen af emblemet ved at aktive og færdiguddannede medlemmer fremover får et nyt og skinnende emblem som en del af deres medlemskab.


Synlighed til farmakonomfaget

Det er en del af Farmakonomforeningens strategiske arbejde at udbrede kendskabet til farmakonomernes faglighed og synliggøre faget. Under pandemien har farmakonomer fået betydeligt mere omtale end normalt, og flere ved efterhånden, at farmakonomer laver noget med lægemidler.

Ved at sætte emblemet på tøjet sender man et signal om, at farmakonomer er kompetente til at rådgive og vejlede patienter og kunder.

Farmakonomforeningens formand Ann-Mari Grønbæk er meget bevidst om, at emblemet er en del af formandsuniformen:

- Jeg er stolt, hver gang jeg sætter emblemet fast på mit tøj. Og jeg er meget opmærksom på altid at bære det, når jeg repræsenterer farmakonomerne, fortæller Ann-Mari Grønbæk.

- Emblemet er et fysisk udtryk for vores faglighed og et tegn til vores omgivelser om, at farmakonomer tager ansvar for patientsikkerhed, og at faggruppen er en troværdig partner i sundhedsvæsenet, lyder det fra formanden.

Derfor tog Farmakonomforeningens hovedbestyrelse tidligere på året den beslutning, at alle nyuddannede medlemmer fremover vil få udleveret det nye emblem, når de dimitterer, som et synligt bevis på deres fag og faglighed. Grundet corona vil dimissionen i år foregå online, så i år får dimittenderne emblemet tilsendt, når de melder til foreningen, at de har afsluttet deres uddannelse.

Emblemet er et fysisk udtryk for vores faglighed og et tegn til vores omgivelser om, at farmakonomer tager ansvar for patientsikkerhed, og at faggruppen er en troværdig partner i sundhedsvæsenet

Ann-Mari Grønbæk Formand for Farmakonomforeningen

Da tiltaget med emblemer handler om faglig stolthed og synliggørelse af faget, har Farmakonomforeningens hovedbestyrelse derudover netop besluttet, at alle aktive medlemmer, der ikke allerede har et emblem, vil modtage et. Det vil blive igangsat efter sommerferien. Hvis man har et emblem, og godt kunne tænke sig et af de nye også, så skal man bare skrive til foreningen. Så kan man selvfølgelig også få et.

Samme look og tyngde
Det nye emblem ligner det gamle til forveksling. Det har stadig en smuk oval form med foreningens logo og et let buet design. Og emblemerne er fortsat nummererede. Der er også blevet plads til en forbedring. I processen med at få fremstillet de nye emblemer, var der flere farmakonomer, der gerne ville have, at emblemets lukkemekanisme blev ændret. Modsat de gamle emblemer, der sættes fast på tøjet med en lang, tværgående nål, sættes de nye emblemer derfor fast med en pin, der gør, at emblemet sidder bedre fast – uden at ”hænge”.

Øget faglig synlighed – i alle sektorer

Det handler om synlighed. Hovedbestyrelsen håber, at det i fremtiden bliver helt naturligt for landets farmakonomer at bære emblemet som en del af den faglige uniform. Ann-Mari Grønbæk fortæller:

- Der er allerede mange, der har det på i dag. Men i hovedbestyrelsen håber vi, at alle danskere i fremtiden vil se det, hver gang de er på apoteket. Og at både farmakonomer i lægehuse og på sygehushospitaler, i industrien og også på kontorer i staten vil tænke, at emblemet er noget, man går med.

I hovedbestyrelsen håber vi, at alle danskere i fremtiden vil se det, hver gang de er på apoteket. Og at både farmakonomer i lægehuse og på sygehushospitaler, i industrien og også på kontorer i staten vil tænke, at emblemet er noget, man går med

Ann-Mari Grønbæk Formand for Farmakonomforeningen

Emneord

Få rådgivning

Foreningen står klar til at hjælpe

Få sparring med en konsulent i Farmakonomforeningen. Kontakt os på tlf. 3312 0600 eller send en mail: ff@farmakonom.dk

Læs mere
Rådgivning