Der er knald på

Jungletrommerne har længe varslet folketingsvalg, og nu er det udskrevet. Fra vores side vil vi skubbe på for, at politikerne husker vigtigheden af sikker medicin og et mere robust sundhedsvæsen, hvor man har lyst til at arbejde og kan tåle at være i mange år.

Lederbillede AMG Med Jakke (1)

Dette er en let redigeret leder fra Farmakonomen 6, 2022. Du kan læse hele bladet her.

Uanset hvad bliver det et travlt og spændende efterår:

Politisk er der enighed om, at sundhedsvæsenet skal gøres mere robust, så det kan holde til en fremtid med flere ældre og færre til at pleje og behandle. I foreningen arbejder vi hårdt med at give input, så kommissionen husker medicin, og hvilken forskel vi farmakonomer kan gøre. Hvis de skulle glemme det, minder vi dem om det!

Jeg er glad for, at politikerne også har nedsat en gruppe, der skal se på apotekernes fremtidige sundhedsydelser. Hvad skal det lokale apotek egentlig tilbyde? Det er vigtigt for os, at reglerne bliver ændret. De skal nemlig sikre, at apotekerne bruger kræfterne på faglighed og services til borgere, kommuner, regioner og andre sundhedsprofessionelle – og ikke på mersalg! Vi ved fra Vive-undersøgelsen, at manglende fokus på faglighed slider på arbejdsglæden og overskuddet blandt os farmakonomer.

I en helt anden retning trækker de nye anbefalinger fra Konkurrencerådet om apotekerne. Et af forslagene er, at der skal kunne oprettes mange flere apoteksenheder. Det ville have klædt rådet at have stukket fingeren i jorden og fornemmet, hvad der i virkeligheden er brug for. Og det er på ingen måde mange flere apoteksenheder, eller for den sags skyld rådets andet forslag om forskellige priser på medicin i Danmark. Det er en ommer. Det har vi selvfølgelig allerede sagt meget tydeligt. Og det bliver vi ved med.

Vi ved fra Vive-undersøgelsen, at manglende fokus på faglighed slider på arbejdsglæden og overskuddet blandt os farmakonomer.

Ann-Mari Grønbæk Formand for Farmakonomforeningen

Livet består heldigvis af andet end politik og rammevilkår. Derfor er der planlagt nogle virkelig spændende arrangementer. Nogle er online, andre er fysiske. Nogle er faglige, andre er mest for hyggens skyld. Fælles er, at de skal kunne inspirere dig og dine kolleger - og være et pusterum i en travl hverdag. Og så koster de gratis.

Gratis er noget vi godt kan lide, nu hvor vi alle mærker prisstigningerne. Så husk at se på, hvor du via dit medlemskab kan spare penge, både når det kommer til din hverdag, og når det gælder den lille luksus. Det kan du læse mere om her.


Emneord

Få rådgivning

Foreningen står klar til at hjælpe

Få sparring med en konsulent i Farmakonomforeningen. Kontakt os på tlf. 3312 0600 eller send en mail: ff@farmakonom.dk

Læs mere
Rådgivning