Bliv en del af kredsbestyrelsen

Som bestyrelsesmedlem har du mulighed for at være med til at forme foreningen og gøre en indsats for vores faglige fællesskab

Kredsbestyrels
Vi har spurgt de nuværende kredsbestyrelser, hvad de får ud af at sidde i en bestyrelse.

Til efteråret holdes der generalforsamlinger i foreningens fem kredse - og her kan du stille op som bestyrelsesmedlem. Der skal vælges 7 bestyrelsesmedlemmer og en suppleant. 

Som bestyrelsesmedlem har du mulighed for at være med til at forme foreningen og gøre en indsats for vores faglige fællesskab.

Kredsbestyrelserne er ankeret i det lokale farmakonomfællesskab og står blandt andet for lokale faglige og sociale arrangementer. Det er sjovt at være en del af og giver mulighed for at være med til at skabe gode oplevelser for andre.

Bestyrelserne er også vigtige, når det kommer til at sætte dagsordenen for foreningen. Problemstillinger fra alle dele af hverdagen og faget bliver løftet frem via bestyrelserne og bliver en del af foreningens politiske arbejde.

Ann-Mari Grønbæk, formand i Farmakonomforeningen, håber, at du vil overveje at stille op:

- De færreste tænker i hverdagen over, at en forening som vores først og fremmest er noget i kraft af os medlemmer. Jeg håber, at du vil overveje at stille op til bestyrelsen i din kreds og gøre en forskel for farmakonomerne.

Det er både spændende og givende at tage del i bestyrelsesarbejdet i din kreds. Du bliver en del af et fedt fællesskab i kredsbestyrelsen, ligesom du også får mulighed for at sætte dit præg på foreningen – og så giver det bare så meget mening at gøre en forskel for andre.

Du behøver ikke at have erfaring med bestyrelsesarbejde for at stille op til bestyrelsen i din kreds.  Lyst og interesse er de eneste kvalifikationer, der kræves. Og hvis du ikke selv har lyst til at stille op, så mød op og stem på en af kandidaterne – og gør på den måde din indflydelse gældende.

Sæt kryds i kalenderen - her foregår valgene til kredsbestyrelserne:

29. september – Generalforsamling i Kreds Sjælland
30. september – Generalforsamling i Kreds Hovedstaden
6. oktober – Generalforsamling i Kreds Nordjylland
7. oktober – Generalforsamling i Kreds Midtjylland
8. oktober – Generalforsamling i Kreds Syddanmark

Inden udgangen af juni bliver det muligt at tilmelde sig medlemsaftenen og generalforsamlingen i din kreds.

Kriterier for opstilling

  • Du skal være aktivt medlem af Farmakonomforeningen, og du skal være færdiguddannet.
  • Du kan kun stille op i den kreds, som du tilhører. Du hører til den kreds, hvori din arbejdsplads geografisk er beliggende. Kredsene er geografisk opdelt efter myndighedernes nuværende regionale opdeling

Elever og passive medlemmer er velkomne til at deltage i medlemsaftenen og generalforsamlingerne i kredsene - men er ikke valgbare. 

Om valget

Kredsbestyrelsesmedlemmerne og suppleanten vælges på generalforsamlingerne i den respektive kreds. Du hører til den kreds, som din arbejdsplads geografisk er beliggende i. Kredsbestyrelsen består af en kredsformand og 7 bestyrelsesmedlemmer. Der skal derfor vælges 7 bestyrelsesmedlemmer på generalforsamlingen. Derudover vælger man én suppleant. 

Ved valget til kredsbestyrelsen reserveres 3 ”forlommer”. En forlomme er en reserveret plads til en farmakonom fra en specifik sektor/branche.

Der reserveres en forlomme til;
- 1 plads til privat apotek
- 1 plads til en offentligt ansat
- 1 plads til en privat ansat udenfor apotek.

Forlommerne i kredsbestyrelserne giver mulighed for at sikre en jævn præsentation af farmakonomer fra de tre ansættesesområder: apotek, de offentligt ansatte og privatansatte udenfor apotek i kredsen. Som kredsbestyrelsesmedlem er du valgt for en 2-årig periode, så du sidder på posten frem til valget i 2027. Hvis du skifter job i perioden, mister du ikke din plads i bestyrelsen, men kan sidde perioden ud. 

Find valg A-Z her, hvor vi besvarer nogle af de spørgsmål du kan have omkring valget her.


Emneord