FIP 2019: FIP-kongres under varme himmelstrøg

Så er årets FIP-kongres skudt godt i gang. 17 danske farmakonomer er med og præsenterer deres postere med faglige projekter for over 2.650 deltagere fra 115 lande. FIP-kongressen bliver i år holdt i Abu Dhabi i De forenede Emirater.

Fip Delegation

”New horizons for pharmacy - Navigating the winds of change” er temaet for FIP-kongressen, som over fem dage byder på alt, hvad et farmaceutisk hjerte kan begære af input, inspiration og indblik i den globale farmaceutiske verden og masser af ny viden, netværk og erfaringsudveksling.

I år deltager 17 danske farmakonomer med støtte fra Farmakonomforeningen og bidrager med postere og indlæg om, hvordan tingene foregår i den danske farmakonomverden.

For 8. gang bliver der afholdt Pharmacy Technicians Symposie over halvanden dag. Denne gang - som noget nyt – som en integreret del af FIP-kongressen.

 
Dansk islæt
I dag er første dag på Pharmacy Technicians Symposiet – med flere danske islæt.

Her fortalte farmakonom Jette Seidelin om sit arbejde med at styrke patientsikkerheden.

Under overskriften ”A Pharmaconomist contributes to patients safety” fortalte hun om, hvordan hun i september 2018 blev ansat på Rehabiliteringsafdelingen i Hillerød Kommune med ansvar for udvikling og styrkelse af medicinområdet. Og om hvordan hendes arbejde foregår i et tæt tværfagligt samarbejde blandt andet med sygeplejersker, sosu-assistenter, fysio- og ergoterapeuter.

Jette præsenterer også en poster på FIP-kongressen, som viser, at farmakonomers bidrag i det tværfaglige arbejde har en markant positiv effekt på patientsikkerheden, bidrager til at styrke andet professionelt personale og frigiver ekstra tid.

Senere fortalte farmakonom Mia Madsen om sin poster, som fortæller om at styrke samarbejdet mellem Steno Apotek og Akutklinikkerne i Region Hovedstaden. Et projekt, som ikke forløb helt, som forventet. Se også hendes poster via linket nedenfor.

 
Farmakonomers rådgivning på apotek
I morgen på symposiets anden dag vil formand Christina Durinck være på podiet som chair for en af symposiets tre sessioner. Hun har igen i år – for 5. gang - været med i Programme Commitee for Symposiet.

Her vil hun også sammen med farmakonomerne Betina Arling, Vojens Apotek, og Sara Feddersen, Himmelbjerg Apotek, fortælle om projektet: ”Farmakonomers rådgivning på apotek”.

Projektet blev også præsenteret på postere på FIP-kongressen. Se link til de to postere nedenfor.

 
Samarbejde virker
Det er ikke kun på symposiet, at den danske formand sætter sit fingeraftryk.

Hun er også inviteret til at holde et foredrag på selve FIP-kongressen.

Under sessionen ”The power of working together” vil hun fortælle om styrken i et tværfagligt samarbejde mellem farmakonom og farmaceut og som case bruge Frederikssund Apoteks projekt med at udlåne farmakonomer til Rehabiliteringsafdelingen i Frederikssund Kommune.

 

Læs hele reportagen fra FIP-kongressen i næste nummer af Farmakonomen, som udkommer den 16. oktober 2019.

 

Klik her og se de 11 postere

Ernæringsterapi til underernærede ældre i eget hjem – fra apotek til borger v/farmakonomerne Berit Kildegaard og Majbritt Sønderskov, Nykøbing Apotek

Styrket samarbejde mellem Steno Apotek og Akutklinikkerne i Region Hovedstaden v/farmakonomerne Mia Madsen og Tanja Gujic, Steno Apotek

Overdragelse af medicindispenseringsprocessen fra sygeplejersker til farmakonomer på lungemedicinsk afdeling på Odense Universitetshospital v/farmakonomerne Trine Simonsen og Robba Hamid, Sygehusapotek Fyn

Faglig rådgivning om magistrelle lægemidler med dronabinol og cannabidiol v/farmakonom Trine Vejen Hoedt, Glostrup Apotek

Brug af Skype sammen med et konference-setup til afholdelse af morgenmøder og medicinsamtaler v/farmakonom Stefan Pinto Ferreira, Birkerød Apotek

Farmakonomers rådgivning på apotek v/formand Christina Durinck, Farmakonomforeningen, m.fl.

Farmakonomers rådgivning på apotek v/farmakonomerne Betina Arling, Vojens Apotek, og Sara Feddersen, Himmelbjerg Apotek

Sådan får du et godt samarbejde mellem apotek og plejehjem på Færøerne v/farmakonom Marina Pavlova Kjems, Nærum Apotek

Hvordan apoteket kan medvirke til bedre brug af kommunens medicinbestillingskort v/farmakonomerne Betina Larsen og Adi Risvig Clausen, Fredericia og Middelfart Løve Apotek

Udvidet hjælp til rygestop på apoteket
 v/farmakonom Mia Schmidt, Fredericia Løve Apotek

Styrkelse af det tværfaglige arbejde på Rehabiliteringsafdelingen i Hillerød Kommunev/farmakonom Jette Seidelin


Emneord

Få rådgivning

Foreningen står klar til at hjælpe

Få sparring med en konsulent i Farmakonomforeningen. Kontakt os på tlf. 3312 0600 eller send en mail: ff@farmakonom.dk

Læs mere
Rådgivning