En anderledes slutspurt på farmakonomstudiet

Linea Røgilds er farmakonomelev på tredje og sidste år og kan med coronakrisen se frem til en noget anderledes afslutning på sit studie, end den hun havde ventet. Selvom det er ærgerligt, er hendes fokus på at få eksamen i hus.

Situationen er den samme for alle unge under uddannelse: krisen og forholdsreglerne om fysisk distance betyder, at eksamener og afslutning på forløb bliver helt anderledes end forventet. For eleverne på Farmakonomskolens Hold 20 betyder det, at sidste skoleophold blev enten afbrudt eller helt aflyst, og alt – fra spørgetimer, til eksamener og dimission - nu er rykket online.


Sendt hjem fra skoleophold

Linea Røgilds var midt i marts lige kommet til Farmakonomskolen for at have sit sidste skoleophold, da hun og alle de andre elever blev sendt hjem onsdag eftermiddag. Onsdag aften gik statsminister Mette Frederiksen på talerstolen i Statsministeriet og meldte med alvorlig stemmeføring, at landet ville blive lukket ned.

- Vi skulle have afholdt en afslutningsfest om torsdagen ugen efter, men da vi så måtte sige farvel i stedet, var det med bemærkninger om, at vi jo i det mindste ville ses til dimission. Men det bliver så ikke til noget.

Samtidig fortæller Linea Røgilds, at erkendelsen af, at det var det sidste ophold på skolen, ikke rigtig havde ramt endnu.

Siden har årgangen holdt fælles kontakt online, og her har frustrationen været stort. Ligesom i resten af landet særligt blandt de elever, der har børn. I stedet for et skoleophold stod de pludselig og skulle sørge for børnepasning og hjemmeskole oveni selv at skulle håndtere eksamenslæsning.

Linea Læser Til Eksamen Web


Revision og eksamenslæsning på distancen

Fagligt er det selvfølgelig en anden situation at stå i – og så alligevel ikke. For der var ikke meget nyt stof på programmet. Som hun siger:

- Det er ikke så anderledes i forhold til at læse op. Men hvis vi havde været på skolen, havde vi selvfølgelig bedre kunnet høre hinanden.

I stedet fik eleverne lærernes planer for undervisningen, og så har elever og undervisere mødtes på onlineplatformen Teams. Spørgetime i Apoteket-eksamen var derfor blandt de ting, der rykkede online.

- Jeg havde også afslutning på Teams med mit valgfag, som er Sundhedsfremme og sygdomsforebyggelse, fortæller Linea over telefonen.

Linea er ikke alene, når hun læser til eksamen. Hendes kæreste er også sendt hjem.

- Så vi deler ”arbejdspladserne” mellem os. Den ene sidder i soveværelset, og den anden får spisebordet.

Det er i sagens natur rigtig meget selvstudie.

– Og så taler jeg med min roomie fra skolen om at få læst op sammen.

Men det er ikke kun eksamenslæsningen, der foregår på andre vilkår. Den skriftlige eksamen er i udgangspunktet den samme som oprindeligt. Den foregår bare på distancen. Det samme gør de mundtlige eksamener.

Kan man sætte sig op til det, når eksamen foregår ved spisebordet?

Og netop den nye måde at skulle til eksamen på giver anledning til spekulation. Normalt kan man mærke det i maven på eksamensdagen, når man står op. At man er spændt. Der er også en særlig stemning, når man kommer hen til eksamenslokalet. Underviserne, der prøver at skabe god stemning, de medstuderende, der er nervøse, og som man kan joke lidt med. Med en online eksamen mangler hele det setup af andre mennesker. Linea er spændt på, om det er muligt på samme måde at sætte sig op til en eksamen, der foregår online.

- Får man det samme adrenalin-kick og det samme drive, når man bare sidder derhjemme? spørger hun retorisk.

Men der er ikke så meget andet at gøre end at tilpasse sig.

- Lige nu tager jeg alt, som det kommer.

Får man det samme adrenalin-kick og det samme drive, når man bare sidder derhjemme?

Linea Røgilds Farmakonomelev

Ærgerligt at vi ikke ses til dimission – men det letter på presset
Normalt samles de dimitterende elever, deres familier og også en del apotekere til festlig dimission med taler, musik og overrækkelse af eksamensbevis. I år er det fysiske møde aflyst. Linea synes det er ærgerligt – men hun kan faktisk også se, at det kan lette på noget af det sociale pres.

- Der er også lidt pres i at skulle til dimission – for under normale omstændigheder, så ved alle, at man ikke er bestået, hvis man ikke er der. Det pres er væk nu, siger hun.

Selvom folk ikke kan mødes, så bliver dimissionen stadig festligholdt. Farmakonomskolen har netop meldt ud, at der bliver afholdt en online dimissionshøjtidelig for at markere, at eleverne bliver færdige med deres uddannelse. Den virtuelle dimission starter på samme tidspunkt, som den fysiske dimission var planlagt til, nemlig fredag den 26. juni kl. 11.00.

 

Vi ses igen!
Coronakrisen har betydet et pludseligt ophør af skoleophold og dermed også af den tætte kontakt, man som farmakonomelev i perioder har med andre elever fra hele landet. Alligevel er Linea fortrøstningsfuld – også i forhold til det sociale.

- Dem man har haft et tættere forhold til på skolen, dem skal man jo nok få set, om det så bliver til julefrokost eller hvad det bliver.

Og som hun slutter af:

- Det er det mindste af det lige nu – det er eksamen, der er vigtig.


Emneord

Få rådgivning

Foreningen står klar til at hjælpe

Få sparring med en konsulent i Farmakonomforeningen. Kontakt os på tlf. 3312 0600 eller send en mail: ff@farmakonom.dk

Læs mere
Rådgivning