Er du arbejdsmiljørepræsentant eller arbejdsmiljøleder? Så har du ret til 1½ dags uddannelse hvert år!

Hvervet som arbejdsmiljørepræsentant kan være komplekst og krævende. Derfor sikrer lovgivningen, at alle arbejdsmiljørepræsentanter og arbejdsmiljøledere har ret til årlig supplerende uddannelse indenfor arbejdsmiljø.

Apotek Interiør Arbejdsmiljø

Som arbejdsmiljørepræsentant (AMR) eller arbejdsmiljøleder (AML) har du altså ret til 1½ dags uddannelse hvert år.

På nogle arbejdspladser er der et fast udbud af kurser at vælge imellem. Andre steder er det op til én selv at finde et spændende kursus. På privat apotek er det for eksempel CRECEA, der årligt udbyder undervisning, der er særligt tilrettelagt og målrettet forholdene på privat apotek. Der er også mange steder, hvor AMR og AML sammen deltager i et årligt kursus, for på den måde også at sætte fokus på et særligt emne.
Det kan i øvrigt aftales, at man sammenlægger to års uddannelse til et tredages kursus.

Det er vigtigt – så der er krav til dokumentation

Som valgt eller udpeget har man ikke pligt til at deltage i uddannelsen, men Farmakonomforeningen anbefaler, at man gør brug af muligheden for at udvikle sine kompetencer. Det er nemlig til gavn for både en selv og for ens kollegaer. Derfor skal arbejdsgiveren faktisk også skriftligt kunne dokumentere tilbud om uddannelse og eventuelle aftaler om at samle uddannelsen til tre dage overfor Arbejdstilsynet. Uddannelse er vigtig. Hvis du er valgt som AMR eller udpeget AML og oplever udfordringer med at få adgang til uddannelse, så opfordrer vi til, at du kontakter sekretariatet.

Brug for flere arbejdsmiljørepræsentanter

Det er langt fra alle farmakonomarbejdspladser, som har valgt en arbejdsmiljørepræsentant. Det håber vi vil ændre sig. Farmakonomforeningen ser det som en klar opbakning til de farmakonomer, der påtager rollen som arbejdsmiljørepræsentant, at det er muligt at blive klædt på til opgaven via den lovpligtige uddannelse. Hvis du overvejer at påtage dig hvervet som AMR eller AML, er du altid velkommen til at kontakte sekretariatet med dine spørgsmål. 


Emneord

Få rådgivning

Foreningen står klar til at hjælpe

Få sparring med en konsulent i Farmakonomforeningen. Kontakt os på tlf. 3312 0600 eller send en mail: ff@farmakonom.dk

Læs mere
Rådgivning