Vær med til at planlægge faglige arrangementer i Farmakonomforeningen

Fertilitet, medicinsk cannabis eller arbejdsglæde... Hvad synes du, foreningen skal holde arrangementer om? - Det kan du være med til at beslutte i foreningens nye arrangementsudvalg!

COLOURBOX52845818

Corona-nedlukningerne er forbi, men de virtuelle medlemsarrangementer i Farmakonomforeningen holder vi fast i som supplement til alle de spændende arrangementer, som vores regioner og sektioner afholder.

For de kan noget - det er nemlig smart at kunne sidde hjemme i sin sofa og enten blive klogere, inspireret eller få tid til refleksion til et virtuelt fagligt arrangement.

I dette efterår inviterer Farmakonomforeningen bl.a. til et virtuelt karrierearrangement og til et foredrag om fertilitet. Og der er hundredvis af tilmeldinger!

Men hvilke faglige arrangementer skal vi have, når rådhusklokkerne bimler, og det er et nyt år? Det kan du være med til at bestemme ved at søge om at komme med i foreningens nye arrangementsudvalg.

Arrangementsudvalget skal nemlig stå for at planlægge faglige arrangementer for foreningens medlemmer fremadrettet, og hvor hovedparten af arrangementerne skal være virtuelle.

Vil du være med?

Vi søger netop nu seks farmakonomer, der har lyst til at være med til at planlægge spændende arrangementer i Farmakonomforeningens arrangementsudvalg.

Du søger om at komme med i udvalget ved at sende en mail til Mette Lisbeth Johansen; mlj@farmakonom.dk, hvor du kort skriver, at du gerne vil være med i udvalget samt dit navn og din arbejdsplads. Vi skal modtage din ansøgning inden d. 1. januar.

Arrangementsudvalget skal:

  • Planlægge to-tre virtuelle, faglige arrangementer for foreningens medlemmer hvert år
  • Planlægge et eller flere fysiske arrangementer hvert år, som går på tværs af den regionale opdeling  
  • Inddrage medlemmernes idéer og behov ift. valg af arrangementer
  • Sikre at der afholdes faglige arrangementer, som dækker alle medlemmers interesser og arbejdsområder.

Sådan foregår udvalgets arbejde

Som udgangspunkt mødes udvalget hvert halve år til et virtuelt møde. I er selv i udvalget med til at aftale hvornår og hvordan de virtuelle møder skal foregå. Til de to møder deler I idéer til arrangementer og beslutter, hvilke arrangementer foreningen skal afholde. I følger selv – med bistand fra sekretariatet – arrangementerne til dørs og kontakter oplægsholdere, fastsætter datoer m.v. I får et budget til arrangementerne. 

I udvalget har i næsten frit spil – det eneste krav er, at arrangementerne skal have et fagligt islæt – det vil sige, at de skal handle om noget, der er fagligt relevant for farmakonomer. Der er derfor meget vidde rammer, og I kan prioritere og vælge mellem alt fra arbejdsglæde og personlig udvikling til emner som diabetes, ulovlig import af medicin eller celleterapi. Det er kun fantasien, der sætter grænser.

De faglige arrangementer, som primært skal foregå virtuelt, skal være et supplement til de arrangementer, der afholdes i regioner og sektioner. I udvalget skal I derfor have en løbende kommunikation med de lokale bestyrelser for at sikre, at der fx ikke kommer til at ligge arrangementer oveni hinanden.

Du får selvfølgelig tabt arbejdsfortjeneste/fagligt ombud i forbindelse med udvalget, når aktiviteter ligger i sædvanlig arbejdstid.

Vi håber, at du vil være med til at skabe spændende faglige arrangementer i Farmakonomforeningen i fremtiden!


Emneord

Få rådgivning

Foreningen står klar til at hjælpe

Få sparring med en konsulent i Farmakonomforeningen. Kontakt os på tlf. 3312 0600 eller send en mail: ff@farmakonom.dk

Læs mere
Rådgivning