Overenskomstaftale på plads for farmakonomer på privat apotek

Aftalen sikrer en ramme på 8,8 procent, og den første stigning på knap 6,5 procent beregnes allerede pr. 1. april. Målet er, at farmakonomerne så hurtigt som muligt kan få glæde af resultatet.

Underskrivelse Af OK24 På Privat Apotek

Sent om aftenen torsdag den 18. april kunne Farmakonomforeningens formand, Ann-Mari Grønbæk, skrive under på en overenskomstaftale med Apotekerforeningen på vegne af forhandlingsdelegationen og alle farmakonomerne på privat apotek.

Det er en tilfreds formand, der kan præsentere aftalen.

- Vi har sikret mærkbare lønstigninger til alle. Og derudover har vi sikret en række andre elementer, som medlemmerne har efterspurgt.

Aftalen betyder blandt andet, at skalaløn og centrale tillæg vil blive reguleret med 8 procent over perioden. Derudover er der blandt andet aftalt ekstra honorering for at arbejde om lørdagen, ligesom farmakonomerne bliver sikret større indflydelse på afholdelse af afspadsering.

Det bliver også muligt for apotekerne at ansætte medarbejdere på fleksible tilkaldevilkår.

- Det betyder noget i hverdagen, at man selv har indflydelse på, hvornår man skal afspadsere. Og så håber vi, at aftalen om at kunne ansætte medarbejdere specifikt på fleksible tilkaldevilkår kan betyde færre skemaændringer for det faste personale.

Derudover fortsætter tandforsikringen for de ansatte i apotekssektoren.

Du hører meget mere i næste uge
I begyndelsen af næste uge vil du få mere information om aftalens indhold. Foreningens tillidsrepræsentanter er i forvejen indbudt til stormøde mandag og tirsdag i næste uge. Derfor bliver din tillidsrepræsentant klædt godt på i forhold til aftalens indhold.
Før overenskomsten kan træde i kraft, skal den sendes til afstemning og godkendes af Farmakonomforeningens medlemmer ansat på privat apotek. Afstemningen vil begynde den 29. april. Hvis det bliver et ja til overenskomstresultatet, så vil lønstigningen fra april komme til udbetaling allerede med lønnen for maj måned, så pengene er på kontoen sidst i maj.

Som medlem kan du i afstemningsperioden deltage i et af de online medlemsmøder, der vil blive holdt. Her kan du stille - og få svar på - alle de spørgsmål, du har.


Emneord

Få rådgivning

Foreningen står klar til at hjælpe

Få sparring med en konsulent i Farmakonomforeningen. Kontakt os på tlf. 3312 0600 eller send en mail: ff@farmakonom.dk

Læs mere
Rådgivning