Din overenskomst sikrer dig mere i løn fra den 1. april

Når din lønseddel for april måned lige om lidt lander i din e-boks, så vil din grundløn være steget. I hvert fald hvis du er farmakonom ansat på privat apotek, i staten, regionerne eller kommunerne – og det er ikke nogen tilfældighed. Det er et direkte resultat af det arbejde, Farmakonomforeningen gør på vegne af dig og dine kolleger.

Danske Pengesedler

Farmakonomforeningen forhandler med jævne mellemrum en overenskomst med arbejdsgiverne. Her bliver der blandt andet aftalt faste lønreguleringer, og netop 1. april er et af de tidspunkter, hvor lønnen stiger. Det betyder, at du som farmakonom automatisk får en lønforhøjelse – uden at skulle tage kampen alene.

Lønreguleringen sikrer, at din løn følger med samfundsudviklingen og prisstigningerne. Det er en konkret og mærkbar gevinst ved at være en del af et stærkt fællesskab. Når mange medlemmer står sammen, har vi en stemme, som arbejdsgiverne ikke kan ignorere.

Her kan du læse mere om, hvad det betyder for dig.

 

For dig på privat apotek

Den største forandring er, at lokallønsmidlerne er omlagt, og at der pr. 1. april 2025 bliver lagt 1.700 kr. på skalalønnen for alle. Derudover stiger lønnen fra april med 0,584%.

Du kan se løntabellerne for farmakonomer på privat apotek her

Det er også pr 1. april 2025 at der er kommet et nyt forskudttidstillæg. I hverdagene bliver der indført et tillæg på 25 % i tidsrummet kl. 19-20, der kan indregnes i arbejdstiden. På lørdage kommer der et tillæg på 25 % pr. time i tidsrummet kl. 8-16. Lørdagstillægget, der er pensionsgivende, vil altid komme til udbetaling og kan således ikke indregnes i skemaet. Dermed er reglen om lange lørdage blevet afskaffet.

 

For dig i staten er det både løn og pension der forbedres

For ansatte i staten sker der en ændring af løntrinnene så  løngruppe 1, 2. trin til 291.802 kr. (2012 niveau) ligesom løngruppe 2 forhøjes til 311.443 kr. (2012 niveau).

Også pensionen bliver bedre pr. 1. april. Fra den dato er det nemlig på tværs af hele CO-10 området aftalt, at der sker en forbedring af pensionsprocenten, så den hæves fra 18 % til 18,4 %. På SOSU-skolerne hæves pensionen fra 17,6 % til 18,4 %.

Samtidig er det også pr. 1. april, at du kan vælge at få den del af din pension, der overstiger 15 %, udbetalt som løn.

Du kan se løntabellerne for farmakonomer i staten her


Lønstigninger og nye ordninger for farmakonomer i regionerne

Fra den 1. april 2025 træder nye løntrin i kraft for farmakonomer ansat i regionerne. Det betyder lønstigninger for flere medarbejdergrupper og introduktion af en ny opsparingsordning til frihed. For farmakonomer med 6-7 års erfaring betyder ændringerne, at de automatisk rykker op på løntrin 5. Det giver en månedlig lønstigning på mellem 1.145 og 1.323 kr. plus pension – afhængigt af hvor i landet man arbejder.

Farmakonomer med mindst 12 års erfaring får også glæde af de nye lønforbedringer. Det nuværende erfaringstillæg på 19.500 kr. årligt erstattes af en oprykning til løntrin 6. Det medfører en lønstigning på mellem 1.002 og 1.302 kr. om måneden, igen plus pension og med variation afhængigt af geografisk placering.

Derudover får alle ledende farmakonomer i regionerne et nyt fast tillæg på 448 kr. om måneden plus pension. Samtidig træder en ny chefaftale i kraft for farmakonomer med ledelsesansvar for andre ledere. Hvis det gælder dig, opfordres du til at kontakte foreningen, så du kan blive overført til den rette aftale.

Regionerne indfører også en ny ordning for opsparing af frihed. Den giver mulighed for at opspare op til 15 fridage, baseret på afspadseringstimer, over-/merarbejde og timer fra 6. ferieuge. Formålet er at skabe mere fleksibilitet i arbejdslivet.

Du kan se løntabellerne her

 

Lønstigninger og fleksibilitet for farmakonomer i kommunerne

Også for dig der er ansat i en kommune er der gode nyheder fra den 1. april 2025. Her forhøjes erfaringstillægget betydeligt for dem med 10 års anciennitet eller mere. Det nuværende tillæg på 408 kr. om måneden stiger til 1.488 kr. plus pension – en mærkbar forbedring for mange erfarne kommunalt ansatte farmakonomer.

Ligesom i regionerne bliver der også mulighed for øget fleksibilitet gennem den nye aftale om opsparing af frihed. Ordningen gør det muligt at gemme op til 15 dages frihed, optjent via afspadsering, mer-/overarbejde eller den 6. ferieuge, til senere brug. 

Du kan se løntabellerne for ansatte i kommunerne her

 

Dit medlemskab gør en forskel

Når der med aprillønnen kommer lidt ekstra ind på kontoen, så husk: Det er et resultat af organiseret indflydelse og målrettet arbejde for at sikre bedre løn- og arbejdsvilkår for farmakonomer. Det er derfor, det gør en forskel at være medlem af Farmakonomforeningen.


Emneord

Få rådgivning

Foreningen står klar til at hjælpe

Få sparring med en konsulent i Farmakonomforeningen. Kontakt os på tlf. 3312 0600 eller send en mail til: raadgivning@farmakonom.dk

Rådgivning