Gå til sidens indhold

Skelsættende afgørelse er vigtig for deltidsansatte farmakonomer - især i det offentlige

Deltidsansatte i det offentlige skal have lige så meget overarbejdsbetaling som fuldtidsansatte samme sted, hvis de arbejder ud over deres normale arbejdstid. Det er konsekvensen af en afgørelse, der kom onsdag den 4. februar.

Danske Pengesedler

De faglige organisationer i Forhandlingsfællesskabet, herunder Farmakonomforeningen, har med afgørelsen fået medhold i en faglig voldgiftssag, hvor afgørelsen er truffet af tre højesteretsdommere. Sagen opstod i forbindelse med en dom fra EU-domstolen, der handlede om, hvordan et EU-direktiv om deltid i sin tid blev implementeret i Danmark.

Det lyder måske tørt med EU og overarbejde, men det er på mange måder en historisk afgørelse. For som ved et trylleslag er overenskomsternes bestemmelser om merarbejde for deltidsansatte sat ud af kraft. Tilbage står kun overarbejde. Det har betydning for den enkelte deltidsansatte, der indtil nu har været stillet dårligere end fuldtidsansatte, når det handlede om betaling for timer ud over den almindelige arbejdstid.

Formand for Farmakonomforeningen, Ann-Mari Grønbæk, er da også glad for afgørelsen:

- Lige nu står vi midt i de offentlige overenskomster, så det er en vigtig afklaring, for der er nogle ting, der skal rettes til i den måde systemet er skruet sammen på.

Hun fortsætter: 

- Det er vigtigt, at vi ved hvordan vi står, og at overenskomsterne også overholder EU-lovgivningen. Vi valgte at føre sagen netop for at få afklaring, og nu skal vi så drøfte det med arbejdsgiverne. 

Samme dag kom en lignende afgørelse i en anden voldgift på industriens område. Begge afgørelser betyder, at deltidsansatte kan have krav på løn tilbage i tid for timer, hvor de som deltidsansatte er blevet aflønnet for merarbejde. Umiddelbart har afgørelsen ikke betydning for farmakonomer på privat apotek, da reglerne for overarbejde her i forvejen ligestiller del- og heltidsansatte. Men hvis man tidligere fx har været offentlig ansat på deltid kan den få betydning. Ligesom de øvrige faglige organisationer vil Farmakonomforeningen nu bruge noget tid at på at se på, om der er sager, der kan løftes, og hvordan det i givet fald kan blive grebet an. Alle foreningens medlemmer vil blive informeret grundigt, inden den del går i gang.

Du kan læse mere her.

Rådgivning

Foreningen står klar til at hjælpe dig

Få sparring med en konsulent i Farmakonomforeningen. 
Kontakt os på tlf. 3312 06 00 eller send en mail til: raadgivning@farmakonom.dk