Vi skal have ligeløn!

11 nuancer af uligeløn. Det var hvad der bragede ud over Christiansborg Slotsplads, da 11 organisationer endnu engang stillede op til TjenestemandsTirsdag foran Christiansborg for at råbe politikerne op før valget.

Ann Mari Grønbæk Taler Foran Christiansborg

For når politikerne lige nu diskuterer hvordan man får sundhedsvæsenet til at hænge sammen og hvordan man kan undgå medarbejderflugt, så bliver de også nødt til at tage højde for at området helt grundlæggende er præget af uligeløn.

Ligeløn koster penge – men det er fundamentet i velfærden
Blandt talerne foran Christiansborg ved TjenestemandsTirsdag den 25. oktober var formand for Farmakonomforeningen Ann-Mari Grønbæk. Der var mange klapsalver undervejs i hendes tale, hvor hun blandt andet slog fast, at hun er helt med på, at uligheden i lønningerne mellem mande- og kvindefag er svær at ændre:

- Det koster nemlig PENGE. Det koster milliarder.

Men her finder hun også bevis for hvor skævt det er i dag:

- Hvis det er dyrt at give os lige så meget i løn som mandefagene, så er det da det tydeligste bevis på, hvor MEGET vi FÅR FOR LIDT i dag. Og det er et valg. Passivitet er også et aktivt valg fra politikernes side, slår hun fast.

Ulige lønindplacering siden 1969
I 2021 opstod et fælles initiativ mellem en lang række organisationer. Det hed TjenestemandsTirsdag, for lønkløften mellem kvinde- og mandefag udspringer nemlig primært af ”Tjenestemandsreformen af 1969”, som placerede kvindedominerede fag nederst i lønhierarkiet. Den lønindplacering har man desværre hængt fast i lige siden. Og da de gamle “kvindefag” i høj grad er fundamentet i sundhedsvæsenet, er det afgørende at få gjort noget ved uligheden.

- Hvis det er dyrt at give os lige så meget i løn som mandefagene, så er det da det tydeligste bevis på, hvor MEGET vi FÅR FOR LIDT i dag. Og det er et valg. Passivitet er også et aktivt valg fra politikernes side.

Ann-Mari Grønbæk Formand for Farmakonomforeningen

TjenestemandsTirsdag op til folketingsvalget
Tirsdag den 25. oktober var en lang række af organisationerne igen samlet foran Christiansborg: Dansk Sygeplejeråd, Danske Psykomotoriske Terapeuter, Socialrådgiverforeningen, Farmakonomforeningen, Danske Tandplejere, Ergoterapeutforeningen, Jordemoderforeningen, Landsforeningen for Socialpædagoger, Danske Bioanalytikere, Specialpædagogerne og BUPL. Og det er en styrke, at der netop er mange organisationer bag. Blandt tilhørerne var der også flere folketingspolitikere. De fik en masse budskaber med - og det var budskaber, der alle var en variation over temaet, at den grundlæggende uligeløn er en stor del af problemet i blandt andet sundhedsvæsenet.

Enighed om problemet trods politikernes pengeposer
Mange af partierne er begyndt at komme med mere eller mindre konkrete forslag til, hvilke faggrupper man kan løfte lønmæssigt. Derfor var det godt at kunne konstatere, at der fortsat er enighed om, at det er det grundlæggende problem med ulige løn, der skal løses. Her ser alle organisationerne frem til, at Lønstrukturkommissionen om et par måneder kommer med sin analyse af lønstrukturen på det offentlige område. Og selvom der er lang vej i mål, så er Ann-Mari Grønbæk opsat på, at det SKAL lykkes:

- Jeg har et kæmpe ønske om, at når min datter bliver voksen, så skal hun ikke leve i et ulige arbejdsmarked med lav kvindeløn. Jeg ser for mig, at man om 10 år kan undervise børn og voksne om dengang i 2022, da man reelt indførte ligeløn – og fik det skrevet ind i regeringsgrundlaget!

For at se denne video skal du acceptere marketing-cookies


Emneord

Få rådgivning

Foreningen står klar til at hjælpe

Få sparring med en konsulent i Farmakonomforeningen. Kontakt os på tlf. 3312 0600 eller send en mail: ff@farmakonom.dk

Læs mere
Rådgivning