Stil op til elevbestyrelsen og få indflydelse

Vil du gøre en forskel for farmakonomeleverne rundt om på alle landets apoteker? - Så stil op til elevbestyrelsen på elevweekenden i marts! Hør Mille fra den nuværende bestyrelse fortælle om arbejdet.

305936574 10224592477254187 2343470020204610851 N
Elevbestyrelsen i gang med at planlægge elevweekend. På venstre side af bordet sidder (fra forrest): Mille, Sandra og Marie. På højre side af bordet (fra forrest): Emilie, Mette og Sandra

Til elevweekenden i marts skal der vælges en ny elevbestyrelse - måske det er noget for dig?

Det er både sjovt og spændende at blive valgt til elevbestyrelsen. For som en del af elevbestyrelsen gør du en forskel for alle farmakonomelever, og du får indflydelse i DIN fagforening. Samtidig kan elevbestyrelsen også gro nye venskaber, et bredere netværk – og ikke mindst give dig erfaringer, som du kan bruge videre i arbejdslivet.

Gør en forskel for eleverne

Mille Mørch Albertsen har siddet i elevbestyrelsen i to år, det seneste år som formand. Hun står gerne på mål for at love, at elevbestyrelsesarbejdet er givende;

- Jeg håber, at der er rigtig mange elever som vil overveje at stille op. Det er nemlig virkelig fedt at få indflydelse og være med til at sikre, at elevernes stemme bliver hørt i Farmakonomforeningen.

Elevbestyrelsen arbejder sammen med resten af foreningen på at forbedre farmakonomelevernes vilkår på apotekerne og spiller ind i fx politiske beslutninger, som omhandler eleverne.

Du kan både stille op som bestyrelsesmedlem eller som formand for elevbestyrelsen, og du behøver ikke have tidligere erfaringer med bestyrelsesarbejde for at blive medlem - det skal du nok få lært;

- Jeg vidste ikke særlig meget om Farmakonomforeningen eller om fagforeninger for den sags skyld, da jeg stillede op. Jeg var bare nysgerrig på, hvad elevbestyrelsen var for noget. Så jeg besluttede mig for at stille op. Det har været en af de bedste beslutninger, jeg har taget. Tiden i elevbestyrelsen har givet mig så meget! 

Som en del af bestyrelsen får du et bredere netværk blandt farmakonomer og farmakonomelever. Netværk du også kan trække på i dit arbejdsliv. Du lærer også noget om, hvordan organisationer fungerer, og hvordan beslutninger bliver taget. Erfaringer som du kan tage med dig videre.

Vær med til at planlægge elevweekenden

Elevbestyrelsen er også med til at forme arrangementer for eleverne, og du skal som en del af elevbestyrelsen være med til at arrangere elevweekenden, som afholdes hvert år i marts måned.

I vinterhalvåret fylder planlægningen af elevweekenden derfor meget. Elevweekenden er nemlig en vigtig indgang til det faglige fællesskab med en god blanding af oplæg, fest og faglig inspiration;

- Altså sagt med et glimt i øjet, så har vi jo i elevbestyrelsen ansvaret for at planlægge det FEDESTE arrangement, nemlig elevweekenden. Og det er et adrenalin rush uden lige, når planlægningen kulminerer og elevweekenden går i gang.

Og med den årlige elevweekend og det løbende arbejde i elevbestyrelsen er der også et stort socialt element.

- Elevbestyrelsesarbejdet er en indgangsbillet til et fedt fællesskab i elevbestyrelsen, hvor vi har et godt sammenhold. For mig har bestyrelsesarbejdet også givet nye venskaber.

Til slut har Mille et vigtigt budskab;

- Stil op, stil op, stil op – elevbestyrelsen og Farmakonomforeningen har brug for dig!

Om elevbestyrelsen i Farmakonomforeningen

  • Elevweekenden er generalforsamling for elevsektionen i Farmakonomforeningen, og her skal der vælges nye medlemmer til elevbestyrelsen.
  • Elevbestyrelsen består af en formand og 5 bestyrelsesmedlemmer
  • Formanden for elevbestyrelsen sidder også i foreningens hovedbestyrelse.
  • Der holdes cirka fire årlige møder i elevbestyrelsen, hvor bestyrelsen samles og taler sammen. Nogle af møderne kan foregå virtuelt, og du er som medlem af bestyrelsen med til at fastsætte mødedatoerne.
  • Hvis du gerne vil stille op, melder du det bare på elevweekenden, når der skal ske valg. Du behøver ikke at lave stillerliste.
  • Hvis du overvejer at stille op, men er lidt i tvivl, så skriv endelig til medlemmerne af elevbestyrelsen. Du finder deres kontaktoplysninger her. Du kan også skrive til bestyrelsen på elevgruppen på Facebook - find gruppen her.
  • Du kan læse mere om elevbestyrelsen i en pjece lige her.

Emneord

Få rådgivning

Foreningen står klar til at hjælpe

Få sparring med en konsulent i Farmakonomforeningen. Kontakt os på tlf. 3312 0600 eller send en mail: ff@farmakonom.dk

Læs mere
Rådgivning